Zealand Pharma på vej mod største enkeltdags stigning for et C25-selskab
Zealand Pharma er med en voldsom stigning på 31,7 pct. på vej til at overgå den tidligere rekord for en endagsstigning for et C25-selskab.
Rekorden gælder for det nuværende C25-indeks, der overtog rollen som ledende indeks den 18. december 2017 fra C20 Cap-indekset.
Stigningen til den danske biotekselskab kommer efter opløftende data med selskabets lægemiddelkandidat til behandling af fedtlever.
Zealand Pharma og partneren Boehringer Ingelheim har opnået, hvad der betegnes som skelsættende resultater i et fase 2-studie med lægemiddelkandidaten Survodutid til behandling af fedtlever, eller MASH.
Aktien er nu steget mere end 68 pct. siden nytår og 181 pct. over det seneste år.
Målt på markedsværdi på 39,4 mia. kr. er selskabet, der i december blev indlemmet i C25-indekset, gået forbi blandt andet Jyske Bank, der har en markedsværdi på 33,4 mia. kr. Stigningen mandag har samtidig lagt 9,4 mia. kr. til markedsværdien for Zealand Pharma.
Hos analytikerkorpset er der også tilfredshed at spore, hvor Kempen-analytiker Suzanne van Voorthuizen vurderer, at dataene øger lægemiddelkandidatens kommercielle potentiale og reducerer risikoen for forsøgsprogrammet på samme tid.
For at rekorden skal holde hjem, skal Zealand-aktien lukke med en fremgang på mere end 29,5 pct., der var fremgangen for Bavarian Nordic den 18. maj 2022, hvor aktien blev løftet på nyt om smittespredning med abekopper.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯