Skal AP Møller videre ned?
Jeg har lige været ved at kigge lidt på AP Møller, som jo kom med regnskab forleden, og som mange af jer har spurgt til min mening om.
Og her kommer lidt tanker om den:
For den langsigtede investor, der har APM liggende i porteføljen er jeg ikke så bekymret. I modsætning til visse andre (unævnelige) indenfor olieindustrien, så er APM godt ledet med gode langtidsstrategier og med en rigtig god grundforretning.
Spørgsmålet er så, hvis man er investor på kort eller mellemlang sigt, om det er nu man skal gå ind i aktien (eller evt. ud).
I september blev aktien ramt af den generelle nedtur i markedet, så det kan ikke undre, at de også faldt markant her.
Men i modsætning til markedet, har aktien ikke formået at kæmpe sig helt tilbage. På toppen var den i ca. 15.500. Herefter faldt den til 12.000 men har kun genvundet op til de 14.000 for så at falde ned igen. Dette betyder at aktien er relativt svagere end det generelle marked.
Aktien er nu for anden gang brudt ned gennem 200 dages EMA og har været ned og teste 12.000 endnu engang. Forleden steg aktien op mod 200 dages EMA, men er indtil nu blevet afvist, og antyder faktisk, at der er styrke nedad. Så nu bliver det spændende om de 12.000 kan holde.
De forskellige indikatorer (volume og momentum) er let negative, og det får mig til at vurdere (helt uvidenskabeligt), at der formentlig er 60-70% sandsynlighed for at vi skal videre ned.
Hvis der kommer et brud ned, kan vi tegne en trendkanal videre ned, og her ser vi bunden omkring 10.500 - 10.800 før der ses et seriøst støtteniveau.
Hvis jeg skulle købe aktien, skulle den op over 200 dages EMA og vise støtte der. Så indtil videre ville jeg ikke være køber i aktien. Brydes støtten i 12.000 kunne det være muligt at tage en short-position i aktien, hvis man har mulighed for dette.
Hans-Henrik Nielsen
ps. se evt. større grafik af aktiegrafen her:
https://www.facebook.com/pages/Markettimerdk/165400380191772