Goldman Sachs: Europæiske aktier er undervurderede

Udgivet den 08-10-2003  |  kl. 12:46  |  

Investeringsbanken Goldman Sachs mener, at de europæiske aktier er undervurderet med 10 pct. og anbefaler derfor sine kunder at benytte tilbagefald til at købe op, fremgår det af et nyt strateginotat.

Goldman Sachs skriver, at det nylige G7-kommunike anmoder om større valuta-fleksibilitet, hvilket har øget investorernes frygt for valutarisk og økonomisk volatilitet, men ifølge banken er disse bekymringer overdrevne.

Banken mener, at en stigende euro mod dollar er en risiko for det europæiske marked, men fremhæver, at en stærkere global vækst bør lempe på effekten.

Goldman Sachs har hævet sit vækstskøn for indtjeningen i europæiske selskaber i 2003 og 2004 til hhv. 8 pct. og 18 pct., og det får banken til at sige, at det europæiske aktiemarked er 10 pct. undervurderet.

- Vi forventer, at en kombination af stigende indtjeningsforventninger og et moderat fald i aktiernes risikopræmie vil drive aktierne opad i 4. kvartal 2003, skriver banken.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder