USA: Vedtagelse af energipakke trækker ud

Udgivet den 20-10-2003  |  kl. 11:06  |  

Fredag aften lød meldingerne fra USA på, at den amerikanske energipakke vil komme til afstemning i denne uge, formentlig allerede tirsdag, men i weekenden brød forhandlingerne sammen, og en vedtagelse af pakken trækker således ud.

Energipakken er særdeles vigtig for de danske vindmølleproducenter Vestas og NEG Micon, fordi den ventes at indeholde en tre-årig forlængelse af en incitamentordning, production tax credit, til opstilling af vindmøller.

De republikanske forhandlere har aflyst mandagens afstemning, efter at der i weekenden ikke kunne opnås enighed om de sidste punkter i den 16 mia. dollar store pakke.

Ifølge kilder i Kongressen var der især uenighed om støtten til naturgasledningen i Alaska og om et skattefradrag for benzin iblandet ethanol. Resten af pakken skulle ligge klar.

Det synes nu usandsynligt, at pakken kan sendes til afstemning i denne uge.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder