FLS får næse af Fondsbørsen

Udgivet den 05-01-2004  |  kl. 10:34  |  

FLS Industries har fået en næse af Fondsbørsen på baggrund af, at selskabets nedjustering den 27. november allerede var omtalt i bl.a. Jyllands-Postens internetavis, før den faktisk blev offentliggjort.

Det fremgik af JP's hjemmeside, at FLS måske var på vej med en nedjustering på omkring 400 mio. kr. Artiklen indeholdt udførlige oplysninger om den forventede nedjustering.

Senere samme dag offentliggjorde selskabet sin 3. kvartalsrapport, der blandt andet indeholdt en nedjustering af selskabets forventninger til driftsresultatet på 400 mio. kr.

Indtræder der væsentlige ændringer i et selskabs forventede udvikling i forhold til det allerede offentliggjorte, skal dette straks offentliggøres via Københavns Fondsbørs. Denne forpligtelse, der følger af § 31 i oplysningsforpligtelser for udstedere af aktier på Københavns Fondsbørs, indtræder, selv om det ikke på det pågældende tidspunkt er muligt at fastslå det forventede resultat præcist. Det forudsættes således, at et børsnoteret selskab har rapporteringssystemer og interne styringssystemer, som er tilstrækkelige til at sikre, at selskabet kan overholde de forpligtelser, der gælder for børsnoterede selskaber.

Københavns Fondsbørs anmodede selskabet om at oplyse, nøjagtig hvornår ledelsen blev bekendt med, at selskabet ikke kunne leve op til de senest offentliggjorte resultatforventninger til 2003.

Selskabet svarede, at det først på det bestyrelsesmøde, hvor 3. kvartalsrapporten blev behandlet, stod klart for ledelsen, at selskabet ikke kunne leve op til de senest offentliggjorte resultatforventninger til 2003, hvilket Fondsbørsen tog til efterretning.

- Børsnoterede selskaber skal sikre, at alle får lige adgang til oplysninger om selskabet, der kan antages at få betydning for kursdannelsen på selskabets værdipapirer, og skal sikre, at ingen uvedkommende får adgang til sådan information, før den er offentliggjort. Kursrelevante oplysninger skal offentliggøres via Københavns Fondsbørs senest samtidig med anden offentliggørelse, påpeger Fondsbørsen.

Dette følger af § 4 og § 11 i oplysningsforpligtelser for udstedere af aktier på Københavns Fondsbørs.

Fondsbørsen anmodede selskabet om at oplyse, hvordan udførlige oplysninger om selskabets nedjustering kunne fremgå af en nyhedsformidlers hjemmeside forud for offentliggørelsen af selskabets 3. kvartalsrapport 2003, hvori nedjusteringen var indeholdt. Hertil svarede selskabet, at det havde foranstaltet en undersøgelse af, hvorledes udførlige oplysninger om selskabets nedjustering på 400 mio. kr. kunne fremgå af en nyhedsformidlers hjemmeside forud for offentliggørelsen af selskabets 3. kvartalsrapport 2003.

Denne undersøgelse havde ikke resulteret i en afklaring, hvorfor selskabet ikke kunne redegøre for, hvordan denne information var kommet til den pågældende nyhedsformidlers vidende.

Københavns Fondsbørs beklagede dette og noterede i den forbindelse selskabets oplysning om, at selskabet havde ændret procedurerne, således at langt færre personer fremover ville få kendskab til fortrolige oplysninger, og at det var blevet indskærpet, hvorledes fortrolig information skal behandles.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel