Dantherm nedjusterer med 60-90 mio kr
Dantherm oplyser i en børsmeddelelse, at selskabet nedjusterer kraftigt. Tidligere ventede Dantherm et overskud på 60-90 mio. kr., men det nedjusteres nu til et stort rundt nul, resultat før skat.
- En væsentlig årsag hertil er et uventet fald i ordreindgangen inden for teleindustrien samt mobilt udstyr til forsvaret og internationale hjælpeorganisationer. Dette sammenholdt med udsigterne for resten af året for forretningssegmentet Produkter til luftbehandling medfører en nedjustering af koncernens resultatforventninger til 2006, skriver Dantherm.
Ledelsen forventer nu en samlet omsætning i intervallet 2,9-3 mio. kr. og et resultat før skat på omkring nul.
På grund af de store fluktuationer i ordreudviklingen inden for ovennævnte forretningssegment knytter der sig nogen usikkerhed til resultatforventningen.
Ledelsen forventer ikke, at den negative driftsudvikling i 2006 vil få en langsigtet effekt.
De allerede iværksatte organisatoriske tilpasninger revurderes løbende ligesom kapacitetsomkostningerne søges tilpasset udviklingen blandt andet ved at udskyde projekter, der ikke er direkte resultatskabende.
I de to forretningssegmenter inden for Komfortventilation & teknik og Produkter til luftbehandling er der foretaget tilpasninger, der nedbringer kapacitetsomkostningerne med cirka 30 mio. kr. på årsbasis.
Omkostningerne til de nævnte tilpasninger er indeholdt i ovennævnte resultatvurdering. Dantherm koncernen udsender halvårsrapport for første halvår 2006 den 22. august 2006. Her vil driftsudviklingen i første halvår samt forventningerne til 2006 blive uddybet.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›