PROGNOSE - Novo Nordisk 9 mdr: EBIT 6,96 mia kr
Fredag offentliggør Novo Nordisk 3. kvartalsregnskab. Markedet forventer et EBIT på 6,96 mia. kr. for årets første ni måneder ud af en omsætning på 28,6 mia. kr.
Sydbank vurderer, at den pæne begyndelse på regnskabsåret - som gav udslag i en opjustering i forbindelse med halvårsregnskabet - er fortsat i 3. kvartal.
- Vi venter en positiv udvikling i salget af såvel insulinpræparater, væksthormoner og bløderpræparatet NovoSeven, hvor vi estimerer en salgsvækst på henholdsvis 19,4%, 23,6% og 16,4% i de første ni måneder af 2006, skriver banken.
I regnskabet vil markedet rette fokus mod salget af insulinanaloger og især udrulningen af Levemir i USA. Den langtidsvirkende insulinanalog, der blev lanceret i USA i slutningen af marts, tager kampen op med bl.a. Lantus fra Sanofi-Aventis og skal være med til at øge konverteringen fra human insulin til insulinanaloger.
Sydbank forventer et insulinanlogsalg på 7.977 mio. kr svarende til 41,7% af insulinomsætningen.
Salget af bløderpræparatet NovoSeven vil ligeledes være i fokus. Sydbank forventer en omsætning på 4.278 mio. kr. (+16,4%) for de første ni måneder af 2006 - positivt påvirket af en øget eksperimentel anvendelse af NovoSeven.
Nyheder om pipelinen vil også være et fokuspunkt i 3. kvartalsregnskabet. Sydbank forventer dog ikke opsigtsvækkende nyheder, da Novo Nordisk på den nyligt afholdte kapitalmarkedsdag opdaterede markedet på denne front.
Sydbank vil ikke udelukke endnu en opjustering af helårsforventningerne - herunder en salgsvækst på 13-15% målt i DKK og en vækst i primær drift på omkring 13% målt i DKK i 2006. Samtidig kan Novo Nordisk meget vel give en indikation om deres forventninger til det kommende regnskabsår
i forbindelse med 3. kvartalsrapporteringen.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›