AKTIER: Olieprisen tynger markedet - fortsat fokus på Carlsberg

Udgivet den 19-10-2007  |  kl. 11:46  |  

Det danske aktiemarked startede fredagen med pæne fald, men har rettet sig godt fra lavpunkterne i takt med, at de amerikanske indeksfutures har vist en stigende tendens.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 0,2 pct. lavere i 497,79.

Dagens store samtaleemne er, at olieprisen i nat passerede 90 USD. Light sweet råolien var oppe på 90,02 USD per tønde på NYMEX. Dermed er næstsidste skridt på vejen mod en tre-cifret olieprisen en realitet. Olien ligger pt. i 89,51 USD per tønde.

De seneste dages stigninger skyldes bl.a. uro i Mellemøsten samt lavere olielagre i USA. Uroen i Mellemøsten stammer fra sammenstød mellem Tyrkiet og kurderne i det nordlige Irak

Der er fortsat fokus på Carlsberg, som torsdag faldt med hele 7,5 pct. til kurs 712. I dag retter akten sig en smule - den stiger 1,1 pct. til kurs 720. Selskabet meddelte i onsdags i en børsmeddelelse, at selskabet sammen med Heineken forhandler om etableringen af et konsortium, som skal købe hele Scottish & Newcastles aktiekapital.

Mange frygter, at Carlsberg vil blive presset til at betale en for høj pris, og buddene stiger og stiger dag for dag. Tidligere topchef Nils Smedegaard Andersen kalder Carlsbergs alliance med Heineken om et bud på Scottish & Newcastle (S&N) for den helt rigtige løsning, og det samme gør mange aktieanalytikere.

Flere medier skriver i dag, at Carlsberg nu er under tidspres for at undgå uro og ødelæggende samarbejdsproblemer med S&N i det fælles russiske guldæg Baltic Beverages Holding (BBH).

Den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke holder i dag tale ved omkring 16-tiden. Der har de seneste par dage floreret rygter omkring en evt. rentesænkning, hvorfor Bernankes udtalelser vil blive gransket nøje for indikationer herom.

Fra USA kommer der i dag bla. regnskaber fra 3M, Caterpillar, Harley-Davidson og fra Xerox. Der offentliggøres ingen nøgletal.

/jmd

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder