AKTIER: God afslutning på volatil uge - Vestas helt i top og helt i bund

Udgivet den 26-10-2007  |  kl. 17:04  |  

Det danske aktiemarked havde en meget volatil uge som følge af uro på det amerikanske marked. Fredag blev det imidlertid til en positiv afslutning, efter at Microsoft torsdag aften fremlagde et stærkere end ventet regnskab.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,6 pct. højere i 497,59.

Næste uges helt store begivenhed er rentemødet i USA. Der offentliggøres endvidere amerikansk BNP-vækst for 3. kvartal, inflationstal samt arbejdsmarkedsrapport for oktober måned.

Novozymes offentliggjorde regnskab for 3. kvartal torsdag. Tallene var en smule lavere end ventet og var ramt af den svage dollar.

Selskabet gentager forventningerne, og væksten indenfor enzymer til vaskemidler og bioethanol fortsætter. Denne vækst vurderer S&P Research er diskonteret ind i den nuværende aktiekurs og fastholder Sælg-anbefaling på Novozymes, fremgår det af en kommentar. Aktien faldt 3,5 pct. til kurs 584.

Vestas havde en meget volatil dag. Først blev aktien sendt helt op i kurs 476,5. Sidst på dagen kom det frem, at Goldman Sachs har nedjusteret aktien og fjernet aktien fra sin "Conviction Buy"-liste, hvilket resulterede i et fald til ugens lukkekurs i 461.

På torsdag starter energikonferencen Wind Power Shanghai. Vestas deltager på konferencen, hvor selskabet blandt andet udstiller deres produkter sammen med en lang række andre producenter og interessenter i vindmøllebranchen.

Wind Power Shanghai 2007 bliver afholdt i samarbejde med Chinese Renewable Energy Industry Association, Chinese Wind Energy Association, GWEC og Shanghai International Exhibition Co.Ltd.

Hvis man inkluderer synergier, mener Danske Equities, at Carlsbergs bud på Scottish & Newcastle (S&N) kan blive højere end de 720 pence, som blev budt i går. Danske Equities ser vi et bud på 775 pence som sandsynligt. Med synergier for både Carlsberg og Heineken kan budet blive helt op til 825 pence pr. aktie. De to parter er imidlertid langt fra hinanden, men Danske Equities tror, at de vil komme tættere på hinanden i den kommende tid.

Analytikerne fastholder Akkumuler-anbefalingen og kursmålet på Carlsberg på 810 kr. pr. aktie.

Carlsberg B faldt 1,5 pct. til kurs 678.

Udgivet af: NPinvestordk