PROGNOSE - Novo Nordisk 3. kvt: EBIT 2650 mio kr
Medicinalkoncernen Novo Nordisk fremlægger onsdag sit 9-måneders regnskab, hvor fokus ventes på udviklingen i insulinsalget i 3. kvartal og på påvirkningen fra den fortsat svækkede amerikanske dollar. Desuden vil Novo offentliggøre sine forventninger til 2008.
Markedet venter et EBIT på 2650 mio. kr. og et resultat før skat på 2785 mio. kr. i 3. kvartal.
Sydbank forventer en fortsat stærk vækst i salget af insulinpræparater, væksthormoner og bløderpræparatet NovoSeven. Fokus bliver især på det vigtige amerikanske marked, hvor konkurrencen er intensiveret. Banken forventer fortsat en stærk salgsvækst drevet primært af BRIK-landene samt USA. Banken venter dog ikke, at Novo Nordisk overgår forventningerne i samme grad, som det var tilfældet i forbindelse med 1. og 2. kvartalsregnskaberne.
I regnskabet vil markedet udover det aktuelle salg rette fokus mod effekten af den lave dollar. Novo Nordisk er et af de danske selskaber, der rammes hårdest af den faldende dollar i form af faldende indtjening fra salget på det amerikanske marked. Et fald i dollaren og dollar relaterede valutaer på 5 pct. for helåret vil for Novo Nordisk betyde en nedskrivning af forventningen til primær drift på 510 mio. kr. i 2007. Sydbank forventer, at dollarkursen vil påvirke overskudsgraden negativt i 3. kvartal.
Sydbank forventer ikke nyt fra pipelinen og heller ikke, at Novo Nordisk ændrer på selskabets guidance for 2007. Banken vurderer, at der i de nuværende udmeldinger er indeholdt forventninger om en fortsat lav dollarkurs.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›