AKTIER: Lavere åbning i vente - USA og England holder børslukket

Udgivet den 25-05-2009  |  kl. 08:32  |  

Det danske marked ser ud til at åbne lavere efter en lang weekend.

Futures i Europa svinger lige omkring nul, men de danske aktier skal dog muligvis indhente et tab fra sidste uge.

USA og England holder børslukket i dag, og der kommer derfor heller ikke nogen vigtige nøgletal fra den kant. i USA er det Memorial Day mens England holder en Bank Holiday.

Dagens vigtigste danske regnskab kommer fra Rockwool.

Nordkorea har gennemført en atomtest mandag morgen, bekræfter statsstyrede medier.

Det har vakt bekymring i det øvrige Asien og ikke mindst i Sydkorea, hvor aktier og valuta er faldet. Kospi indekset i Sydkorea falder med 2,1 pct.

MSCI Asia Pacific Index er nede med 0,2 pct. , Hang Seng Indexi Hong Kong er nede med 0,6 pct., mens Nikkei i Japan er oppe med 0,9 pct.

De lidt blandede signaler skyldes, at gode nyheder fra sundheds og mine selskaber var med til at opveje bekymringen over Nordkorea.

Hovedindeksene på det amerikanske aktiemarked endte fredagen med marginale udsving, hvor S&P 500 indekset, Nasdaq indekset og Dow Jones indekset endte med at falde henholdsvis 0,15 pct., 0,19 pct. og 0,18 pct.

Finanssektoren led fredag mest under den lave handelsaktivitet og faldt 1,2 pct., hårdest ramt af bankerne i sektoren, efter at analytikere fra Deutsche Bank udtaler at de mener at flere banker nu er for højt prissat.

Olieprisen lå lavere mandag morgen. En tønde WTI-olie koster mandag morgen 61,4 USD  - 25 cent mindre end fredag.

Danske Bank overraskede alt og alle med ekstremt høje handelsindtægter i årets første kvartal, og meget tyder på, at en del af udviklingen er fortsat, skriver Berlingske.

- Der kan komme et par kvartaler, hvor handelsindtjeningen stadig ligger højt. Vi taler ikke om fire gange første kvartal i 2009, men en pæn indtjening. På sigt venter vi, at den gennemsnitlige handelsindtjening vil ligge på den positive side af to milliarder kroner, hvor den tidligere har ligget omkring halvanden milliard, siger Steen Blaa-falk, der er direktør i Danske Markets.

Handelsindtægterne dækker over rigtig meget og er ikke bare tjent på kundernes handel med aktier og obligationer. Noget af det, der vejer tungt, er, når de store virksomheder vil sikre sig mod udsving i valutakurser og renter, men bankens indtægter fra dens egen beholdning af obligationer ligger også her.

Det færøske olie- og gasselskab Atlantic Petroleum er sent fredag kommet med kvartalsrapport, hvor de opjusterer forventningerne til året.

Atlantic Petroleum venter nu for 2009 et driftsresultat på 50-60 mio. kr. mod tidligere 20-25 mio. kr.

Det baseres på en oliepris for resten af året på 60 USD, hvilket vil give en gennemsnitspris på 53-54 USD mod tidligere 45.

Selskabet fik i første kvartal en omsætning på 26,6 mio. kr. og et resultat før skat på 8,7 mio. kr.

Driftsresultatet for 1. kvartal blev på -15,4 mio. kr.

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder