Danskerne er på jagt efter Solen

Udgivet den 28-12-2010  |  kl. 14:20  |  

Vintervejret giver appetit på varmen, og det mærker charterbureauerne her i juleferien.

Det skriver Takeoff.

- Vi har solgt 25 procent flere rejser end på samme tid i julen sidste år. Mandag kunne vi notere, at salget af vinterens rejser har nået hele det samlede vintersalg sidste år. Om kurven holder, når juleferien er forbi, ved vi af gode grunde først i midten af januar, siger adm. direktør for Spies Rejser, Jan Vendelbo, til takeoff.dk.

De samme toner lyder fra Star Tour, hvor det samlede salg ligger ca. 20 procent over samme dage i fjor. Star Tour har spurgt blandt 1.400 kunder i dagene op til jul. 40 procent melder, at de vil rejse til sommer. 25 procent, at de vil af sted i nærmeste fremtid.

Top fem blandt sommerrejserne i 2011 er: Tyrkiet, Kreta, Mallorca, Rhodos og Cypern.

Udgivet af: NPinvestordk