Tirsdagens aktier: TDC toppede Topdanmark
Det danske C20-indeks lukkede tirsdag med en stigning på 1,1 pct. i 562,55, hvor TDC ledte fremgangen efter Morgan Stanley har hævet anbefalingen på teleselskabet til overvægt, mens Topdanmark fulgte efter i kølvandet af regnskabet for fjerde kvartal, der blandt andet bød på meldingen om et aktiesplit.
- Der er store stigninger til aktieindeksene i Europa. Trods en uafklaret finanspolitisk situation i USA og et fortsat handlingslammet italiensk parlament, viser aktiemarkederne styrke. Vi ser det som et stærkt tegn, at sådanne udfordringer ikke ryster markedet mere end som så, skrev Nordea.
Topdanmark steg 2,6 pct. til 1384 kr. efter regnskabet for fjerde kvartal, der isoleret set var en positiv overraskelse i forhold til analytikernes forventninger. Prognoserne for i år blev modsat til en skuffelse, hvor der var tale om en nedjustering af estimatet for combined ratio for 2013 i forhold til tidligere prognose. Til gengæld oplyste Topdanmark, at aktierne i selskabet vil blive splittet i forholdet 10:1 med effekt fra den 13. marts og der blev annonceret et tilbagekøbsprogram på 2 mia. kr. for 2013, hvoraf 500 mio. kr. er overført fra programmet for 2012.
TDC steg 4,1 pct. til kurs 45,60 kr. Det amerikanske finanshus Morgan Stanley løftede sin anbefaling på aktien til overvægt fra tidligere ligevægt, mens kursmålet hævedes til 53 kr. fra tidligere 47 kr. Yderligere løftede det japanske finanshus Nomura sit kursmål til 48 kr. fra tidligere 45 kr.
Novo Nordisk, som endte 0,6 pct. højere i kurs 1039 kr., fik lidt nyt fra konkurrentmedikamenter fra en amerikansk undersøgelse af Dr. Sonal Singh, som viser, at nye stoffer såsom sitagliptin (det aktive stof i Januvia) og exenatide (det aktive stof i Byetta/Bydureon) ser ud til at give en større risiko for akut indlæggelse i forhold til andre blodssukkerstyrende medikamenter (diabetesmedikamenter). Bydureon er en GLP 1'er lige som Victoza og dermed en direkte konkurrent, mens Januvia fra Merck er en indirekte konkurrent. Yderligere hævede Nordea Markets kursmålet på Novo Nordisk-aktien til 1250 kr. fra 1225 kr.
Bavarian Nordic endte 4,9 pct. højere i 54 kr. efter den endelige amerikanske godkendelse af beredskabsplanens finansiering, hvor beredskabet får tilført 2,8 mia. dollar til finansiering af Bioshield over de næste fem år. Rolf Sass Sørensen udtalte til Aktiefokus, at beløbets størrelse gør, at der bliver plads til selskabets projekter.
GN Store Nord lukkede 1,6 pct. højere i kurs 105,90 kr. Det britiske finanshus Barclays indledte mandag sin dækning af GN Store Nord-aktien med anbefalingen overvægt og et kursmål på 120 kr. William Demant steg 1,1 pct. til 463,50 kr. Barclays indledte sin dækning af William Demant-aktien med anbefalingen undervægt og et kursmål på 429 kr.
Topotarget løftedes 33 pct. til 2,46 kr. efter endelige top-line data bekræftede, at det primære effektmål var opfyldt for det pivotale belinostat-studie for patienter med recidiverende eller resistent perifert T-celle lymfekræft (PTCL) med en positiv objektiv responsrate.
Netop Solutions endte 28,3 pct. højere i 9,75 kr. Netop Solutions storaktionær Consolidated Holdings meddelte, at den vil give selskabets aktionærer mulighed for at sælge deres aktier til en pris á kr. 10,00 per aktie. Consolidated købte yderligere ca. 13,5 pct. aktierne til 10,00 kr. pr. aktie, således at CH nu kontrollerer ca. 77 pct. af aktierne og ca. 79 pct. stemmerne.
Rockwool steg 0,3 pct. til 679 kr. efter det amerikanske finanshus Citigroup sænkede sin anbefaling på aktien til neutral fra tidligere køb, hvilket kom i kølvandet af årsregnskabet, der blev præsenteret fredag efter lukketid.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›