USA / Luk: Investorerne skubbede Syrien-uro i baggrunden

Udgivet den 29-08-2013  |  kl. 06:12  |  

De amerikanske aktiemarkeder lukkede onsdag med små stigninger til trods for fortsatte bekymringer over en mulig militæraktion i Syrien. Mineudstyrsproducenten Joy Global faldt efter skuffende udsigter i regnskabet for det forskudte tredje kvartal, mens smykkeproducenten Zale steg solidt på et opløftende sammenligneligt salg.

Dow Jones-indekset steg 0,3 pct. til 14.825, mens S&P 500-indekset blev løftet 0,3 pct. til 1.635. Det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede 0,4 pct. højere i 3.594.

På makrosiden kom der onsdag eftermiddag nyt for det amerikanske boligmarked ved tal for det verserende boligsalg, som viste et overraskende fald på 1,3 pct. i juli sammenlignet med et fald på 0,4 pct. måneden forinden. Analytikerne havde ventet en nulvækst i opgørelsen for juli.

Joy Global tabte 4,7 pct. til 48,89 dollar. Mineudstyrsproducenten var onsdag over middag aktuel med sit regnskab for det forskudte tredje kvartal, hvor både indtjeningen og omsætningen kom ud pænt bedre end analytikernes forventninger. Selskabet fastholdt forventningerne til omsætningen på 4,9-5,0 mia. dollar, men pointerede, at de nuværende udsigter ikke kan understøtte en årlig omsætning på over 4 mia. dollar. Analytikerprognosen for 2013/14 lød på 4,59 mia. dollar.

Zale lukkede 29,8 pct. højere i 11,63 dollar. Den amerikanske smykkedetailkæde Zale Corp. fremviste et mindre end ventet underskud for sit forskudte fjerde kvartal, hvor også omsætningen kom ud en anelse bedre end analytikernes forventninger. Det sammenlignelige salg viste en fremgang på 5,6 pct. i fjerde kvartal, hvilket var en stor positiv overraskelse, eftersom forventningerne til det sammenlignelige salg var for en stigning på 4,0 pct. i kvartalet.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder