Aktier/Middag: Mærsk rider på bølgen

Udgivet den 15-03-2013  |  kl. 12:10  |  

Det toneangivende danske aktieindeks ligger omkring startniveauet fredag middag på en dag, der ikke byder på de store udsving.

I toppen af indekset kan A.P. Møller - Mærsk notere et pænt løft efter rederiet umiddelbart har haft succes med at gennemføre en solid ratestigning på ruterne fra Asien til Europa.

Samlet falder C20 Cap-indekset marginalt med 0,02 pct. til indeks 588,96. Det er bedre end Europa, hvor der generelt er mindre fald på 0,3-0,5 pct.

Lundbeck har taget teten i C20 Cap med en stigning på 1,4 pct. til 103,70 kr. uden selskabsspecifikke nyheder. Også aktierne i A.P. Møller - Mærsk ligger i front, for B-aktiens vedkommende med en stigning på 1,2 pct. til 46.640 kr.

Det efter spotrateindekset SCFI viste, at raterne mellem Asien og Nordeuropa steg 42 pct., eller 424 dollar per tyvefodscontainer (teu), denne uge til 1423 dollar.

Dermed fik containerrederierne lidt over halvdelen af sine varslede rateløft på ruten, med effekt fredag 15. marts, igennem denne uge. Der var varslet løft på mellem 600 og 775 dollar per teu af de største rederier, heriblandt Maersk Line.

- Det ligger inden for rammerne af, hvad jeg havde regnet med. Jeg havde ventet en stigning på mellem 400 og 600 dollar, og stigningen her indikerer, at der fortsat er lidt forhandlingskraft tilbage. Hvis de kan holde raterne på det her niveau, er det godt nyt, men de skal helst ikke falde for meget tilbage her fra, sagde Jacob Pedersen, Mærsk-analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans efter tallene.

I den modsatte ende af indekset ligger Nordea, der falder 3,4 pct. (2,4 point) til 67,40 kr., da der fragår udbytte på 0,34 euro. (2,54 kr.). Det vil sige renset for udbyttefragang ligger aktien højere.

Uden for indekset stiger Auriga pænt oven på et regnskab, der umiddelbart var bedre end ventet. Aktien stiger 5,1 pct. til 123,50 kr.

Flere af tallene var dermed kendt på forhånd, men det var forventningerne til 2013 ikke. De spår en vækst på ca. 10 pct., så omsætningen når op mod 6,8 mia. kr. Auriga forudser også en bedre indtjening i 2013, hvor EBITDA-marginen ventes løftet til ca. 12 pct. fra 10,7 pct. i 2012.

- Vi er inde i en periode, hvor vi skal vokse med cirka 10 pct. om året i gennemsnit, for der er vækst i markedet og gode markedsvilkår. Så vi er på vej opad, men det skal vi også være, og 2013 ser ud til at kunne blive et godt springbræt til at nå de langsigtede forventninger, sagde administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund efter regnskabet til Ritzau Finans.

- Auriga er ved første øjekast kommet med et godt regnskab. Selskabets forventninger til 2013 er bedre end ventet. Vi venter på den baggrund at estimaterne skal løftes, hvilket vil understøtte aktiekursen, skriver Nordea i en kommentar i fredagens morgenrapport.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel