USA/aktier: Dow Jones og S&P satte igen rekord
De amerikanske aktier lukkede i endnu et rekordhøjt niveau onsdag.
Såvel Dow Jones som S&P 500 nåede nye højder i dagens handel på trods af, at referatet fra det seneste pengepolitiske møde i Federal Reserve viste en fortsat uenighed om de kvantitative lempelser. Referatet blev offentliggjort fem timer før normalt, og aktiemarkedet havde dermed god tid til at fordøje indholdet.
Dow Jones Industrial Average lukkede onsdag med en stigning på 0,9 pct. i rekorden 14.802,24, og det bredere S&P 500-indeks sluttede ligeledes med rekord i 1587,73efter en stigning på 1,2 pct. Det teknologiprægede Nasdaq-indeks endte dagen med et plus på 1,8 pct.
Inden slutklokken lød, havde Dow Jones-indekset ramt et nyt toppunkt i dagens løb i 17.826,66, mens S&P 500 toppede i 1589,07.
Futures på de amerikanske aktieindeks - Dow Jones Industrial Average, S&P 500 og Nasdaq - handles torsdag morgen med små fald på op til 0,2 pct. i Asien.
Den generelle stemning var god, og samtlige underindeks i S&P 500 lukkede med stigninger. Øverst lå teknologi- og sundhedssegmentet, men også de finansielle akter fulgte godt med.
- En masse af det er fornemmelser og føleleser. Det er investorer, der ikke har været med, og investorer, der har været nervøse, som er begyndt at føle, at det er sikkert at hoppe med på vognen. De føler ikke, at der venter en recession lige rundt om hjørnet. Markedet har en forventning om en række dårlige regnskaber, så vi tror, der kan komme nogle positive overraskelser, siger investeringschef Rex Macey fra Wilmington Trust Investment Advisors i Atlanta, Georgia, til Bloomberg News.
Ud over referatet fra den amerikanske centralbanks pengepolitiske møde, var der ikke meget nyt fra USA til at styre handlen. Analytikerne noterede sig, at den kinesiske import steg mere end ventet, mens de japanske politikere gentog planerne om at stimulere økonomien.
Referatet fra Federal Reserves seneste rentemøde forårsagede i første omgang kursfald i futures-indeksene, inden investorerne efter en gennemlæsning trak i land og sendte indeksene tilbage op til niveauet inden offentliggørelsen, som kom langt tidligere end normalt.
Referatet viste, at flere medlemmer ser en god chance for, at den amerikanske økonomi når at bedre sig så meget, at centralbanken i andet halvår skal skrue ned for sine obligationsopkøb, og måske helt stoppe programmet inden nytår. Men indtil videre kører seddelpressen dog videre med opkøb for 85 mia. dollar hver måned.
- Nogle investorer tror stadig, at vi vil have QE (kvantitative lempelser, red.) i al evighed, sagde chefhandler Douglas DiPietro fra Evercore i New York til CNN.
Fra politisk hold fremlagde præsident Barack Obama sit forslag til 2014-budgettet for Kongressen. Planen indeholdt ikke overraskende et ønske om, at de højeste indtægter skal betale de fleste skattestigninger.
Selskabsspecifikt skuffede regnskabet fra detailkoncernen Family Dollar. Det betød umiddelbart et fald i aktien på 1 pct., men investorerne vendte tilbage, og papiret sluttede dagen med et plus på 1,1 pct.
JC Penney lukkede med en stigning på 1 pct. trods af den fortsatte usikkerhed om fremtiden, efter en omrokering i topledelsen og store kursfald de foregående dage.
Blandt de store it-selskaber trak Intel og Micron Technology op med 2,3 pct. og 5,4 pct., efter at Taiwan Semiconductor Manufacturing forudsagde en stigning i hele branchens salg.
Blandt de finansielle aktier var der bud efter Citigroup og JPMorgan Chase som steg henholdsvis 2,7 pct. og 1,2 pct.
Bedre end forventede resultater fra computernetværks-selskabet Adtran smittede af på andre netværks-selskaber som Cisco og Alcatel-Lucent. Adtran steg 14 pct., mens Cisco sluttede 2,4 pct. højere og Alcatel-Lucent lukkede med et plus på 4,2 pct.
Facebook-aktien steg 3,7 pct. efter at General Motors meddelte, at bilproducenten vil vende tilbage som annoncør på socialenetværk efter en et år lang pause.
Novo Nordisks amerikanske ADRer tabte pusten i det elelrs positive marked. Den amerikanske notering lukkede med et minus på 0,4 pct. i 165,77 dollar. Med en dollarkurs torsdag morgen på 5,7110 kr. svarer det til en lukkekurs på 946,71 kr. Onsdag lukkede Novo Nordisk i 947,50 kr. i København.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›