Danske Bank-strateg ser mere potentiale i amerikanske aktier
Siden den 12. oktober 2022 har S&P 500-indekset ikke set sig tilbage. Her ramte de brede amerikanske aktieindeks en bund i 3577 - men siden er det gået støt op. Mandag er indekset i 5856.
- S&P 500 er steget med 62 pct. siden denne dato, 21 pct. alene i 2024 og med 44 nye toprekorder, siger Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, i forbindelse med to-årsdagen, og fortsætter:
- Men jeg er på ingen måde på vej ud af døren, da jeg ser økonomierne viser styrke og ikke svaghed. Ud over det så kan jeg håbe på at få lidt hjælpe af historikken, der siger, at "bull" markeder ofte løber længere end to år men i gennemsnit fem år og med 130 pct. i afkast.
Investeringsstrategen påpeger dog, at "historik ikke er nogen garanti for gentagelse" - men det er heller ikke derfor, han er positiv.
- Det har været en periode med masser af frygt, men også håb, nemlig håbet om at AI (kunstig intelligens) kan give et boost til en række selskaber. I første omgang er det hardwareselskaber inden for specielt halvledere, der har været de største vindere, men håbet er, at AI boostet vil sprede sig til andre selskaber og give en ny driver til indtjening, siger Lars Skovgaard Andersen.
Investeringsøkonomen har flere ting, han putter i hatten med optimisme - nemlig at centralbankerne flytter foden fra bremsen, og at de gør det, inden økonomien holder helt stille.
Samtidig forventer han, at selskaberne vil leve op til analytikernes og investorers forventninger, og at det vil holde aktiemarkederne i tøjlerne, når det amerikanske valg kan tage overskrifter.
- Der er nu næsten død løb mellem de to kandidater. Jeg vurderer, at rigtig mange investorer ikke skal have noget klinket, før valget er overstået, for derefter at begynde at købe op igen, når bare datoen er passeret, siger han.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›