get2net tilbyder nu også ISDN til Internet
København--22. april--NetPosten--Tele2 A/S udvider nu sin get2net Internet-service med et tilbud om at bruge hurtige digitale ISDN-linier frem for de traditionelle analoge modemer, der giver betydeligt lavere overføringshastigheder.
Tele2 tilbyder oven i købet, at get2net kunderne ikke skal betale højere abonnements-pris* eller minuttakst for at anvende ISDN. Dette tilbud er Tele2 ene om blandt de store danske Internet-udbydere.
ISDN har hidtil været mest anvendt af virksomheder, men er nu ved at blive ganske ud-bredt i private hjem, hvor familien benytter Internet flittigt. ISDN sikrer en konstant høj hastighed på 64 kb pr. sekund, hvor almindelige modemer højst kan opnå 56 kbps (X2 og K56flex) eller 33,6 kbps. I forbindelse med analoge modemer er overførsels-hastigheden desuden afhængig af trafikken på telefonnettet.
- Vi har gjort det meget enkelt at bruge ISDN. Man skal blot koble sin pc til et andet telefonnummer end det, man ellers anvender. ISDN-minutterne afregnes til samme pris som ordinære Internet-minutter via Tele2s 10 01 Internet. Her er priserne i forvejen nogle af landets laveste, forklarer markedschef Henrik Holm, Tele2 A/S.
Den 14. maj har get2net ét års jubilæum. Filosofien med enkle produkter af høj kvalitet til private og mindre virksomheder har gjort get2net og Tele2 til Danmarks næststørste Internet-udbyder. get2net, der i dag har ca. 48.000 kunder, er flere gange blevet kåret som bedst i test af danske edb-magasiner.
- Ved den seneste test var anmeldernes eneste forbehold over for get2net, at vi ikke kunne tilbyde ISDN-services. Det kan vi fra den 21. maj, konstaterer Henrik Holm.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›