Betinget beslutning om indskydelse af et holdingselskab mellem egetæpper a/s og Mads Eg Damgaards Familiefond

Udgivet den 08-05-2015  |  kl. 12:37  |  

Bestyrelserne i egetæpper a/s og selskabets moderfond, Mads Eg Damgaards Familiefond, har i dag besluttet, at der mellem fonden og egetæpper a/s skal indskydes et holdingselskab, som dermed bliver ejer af de aktier i egetæpper a/s, der hidtil har været ejet af familiefonden.

Beslutningen er truffet i forlængelse af selskabsmeddelelsen af 22. januar 2015 fra egetæpper, hvor det blev meddelt, at mulighederne for en sådan holdingstruktur ville blive undersøgt.

Disse undersøgelser er nu kommet så langt, at det er blevet besluttet at ville gennemføre strukturændringen, såfremt der opnås et tilfredsstillende bindende svar fra SKAT.

Strukturændringen vil ikke udløse tilbudspligt over for de øvrige aktionærer i egetæpper a/s, da der er tale om en koncernintern strukturændring.

Forhandlingerne med Erhvervsstyrelsen som fondsmyndighed for familiefonden har godtgjort, at fonden vil kunne opfylde de krav, der opstilles af Erhvervsstyrelsen som vilkår for en holdingstruktur.

Når det nye holdingselskab på et senere tidspunkt er blevet registreret, vil der blive udsendt selskabsmeddelelse herom. Holdingselskabet forventes første gang at kunne træde frem som majoritetsejer i egetæpper a/s på den ordinære generalforsamling den 28. august 2015.

Med holdingselskabet som majoritetsejer i egetæpper forventes der en styrket udøvelse af aktivt ejerskab og en optimeret udnyttelse af koncernens  forretningsgrundlag.

Spørgsmål vedrørende den påtænkte nye koncernstruktur i egetæpper kan rettes til Jørgen Kjær Jacobsen, formand for Mads Eg Damgaards Familiefond eller Ebbe Malte Iversen, formand for bestyrelsen i egetæpper a/s.

Med venlig hilsen

egetæpper a/s

  

John Vestergaard
Finansdirektør

Vedhæftede filer:

Børsmeddelelse holdingselskab DK 08.05.15_sec.pdf

Udgivet af: NPinvestordk