Tirsdagens internationale avisuddrag med Apple og oliepriser
FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):
STORMAGTER ER ENIGE OM AT BEVÆBNE DEN LIBYSKE REGERING
USA og andre stormagter blev mandag enige om at sende våben til den internationalt anerkendte libyske regering for at hjælpe med at bekæmpe Isis. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde, at regeringerne vil søge dispensation fra et FN-forbud, så regeringerne har mulighed for at levere våben til den nationale samlingsregering i Tripoli. (WORLD POWERS AGREE TO ARM LIBYAN GOVERNMENT)
BYGE AF KØBSTILBUD TYDER PÅ FLERE BØRSINTRODUKTIONER I FREMTIDEN
Annonceringen af flere købstilbud har genskabt håbet om, at det slumrende marked for børsintroduktioner snart vil vågne op til dåd igen. Den franske indretningsvirksomhed Maisons Du Monde afslørede mandag, at virksomheden er indstillet på at udføre, hvad der ikke blot er Frankrigs første børsintroduktion i 2016, men også en af de største børsintroduktioner dette år. Firmaet har angiveligt en værdi på mere end 1 mia. euro. (FLURRY OF DEALS SUGGESTS IPOS ARE SET TO PICK UP)
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK STÅR OVER FORNYET PRES I TYSKLAND
En gruppe af akademikere og erhvervsfolk har indgivet en klage til landets højeste domstol. Klagen handler om den monetære politik med et stort obligationsprogram. Den Europæiske Centralbank (ECB) har gentagne gange fået kritik fra både det økonomiske og det politiske etablissement i euroområdets største økonomi, Tyskland. Kritikken handler primært om de tiltag, banken har vedtaget for at bekæmpe truslen om faldende inflation. (EUROPEAN CENTRAL BANK FACES RENEWED PRESSURE IN GERMANY)
ENTREPRENANTE SYRISKE FLYGTNINGE LØFTER TYRKIETS ØKONOMI
En bølge af flygtninge udnytter, at det er relativt let at drive virksomhed i Tyrkiet, samt de muligheder landet har for entreprenører. Det gavner Tyrkiets økonomi. Siden 2011 er 4000 nye virksomheder blevet stiftet af syrere eller syrere med tyrkiske partnere - og antallet stiger. (SYRIAN REFUGEE ENTREPRENEURS BOOST TURKEY'S ECONOMY)
DE BEERS: DIAMANTMARKEDET STÅR OVER FOR SKRØBELIGT OPSVING
De Beers, verdens største ædelstensproducent af værdi, advarer om et ustabilt, økonomisk miljø. Ifølge chefen for De Beers står det globale diamantmarked over for en "skrøbelig genopretning" på trods af virksomhedens indsats for at stabilisere sektoren. De Beers skar blandt andet i produktionen for at genoplive markedet midt i den aftagende efterspørgsel efter diamantsmykker. Den aftagende efterspørgsel skyldes blandt andet Kinas økonomiske afmatning. (DE BEERS SAYS DIAMOND MARKET FACES 'FRAGILE RECOVERY')
WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):
WARREN BUFFETT INVESTERER 1 MIA. DOLLAR I APPLE
Holdingselskabet Berkshire Hathaway, ejet af Warren Buffett, oplyste mandag, at selskabet tidligere på året har købt aktier i Apple for knap 1 mia. dollar. 85-årige Buffett har længe givet udtryk for sin modvilje mod at investere i teknologivirksomheder. For fire år siden har Buffett endda specifikt udelukket at investere i Apple. Derfor var det også to af Buffetts hedgefondsforvaltere, som foretog investeringen. Disse forvaltere skal muligvis forvalte hans virksomheds aktieportefølje på 129 mia. dollar. (WARREN BUFFETT'S BERKSHIRE HATHAWAY TAKES $1 BILLION POSITION IN APPLE)
ANKLAGERNE MOD DEN TIDLIGERE ARGENTINSKE PRÆSIDENT SPIDSER TIL
Fem måneder efter at have forladt kontoret som en af de mest magtfulde argentinske ledere i årtier er den tidligere præsident Cristina Kirchner i vælten på grund af en række alvorlige beskyldninger om strafbare handlinger. Anklagerne går på "svigefuld administration," og Kirchner skal for en dommer på fredag. Bliver hun dømt skyldig, er straffen op til seks år fængsel. Kirchner benægter forseelserne. (LEGAL PROBES MULTIPLY AGAINST FORMER ARGENTINE PRESIDENT)
NEDGANG I EKSPORTEN AF SKOTSK WHISKY BREMSEDE OP I 2015
Eksporten af skotsk whisky fortsatte med at falde sidste år, men i et langsommere tempo end før, da industrien viser tegn på bedring. Den globale eksport af skotsk whisky faldt med 2,4 pct. sidste år til 3,86 mia. pund. Alligevel var der tale om en markant forbedring fra faldet på 7 pct. i 2014, hvor industrien blandt andet tabte markedsandele til bourbon. (SCOTCH WHISKY EXPORTS DECLINE SLOWED IN 2015)
PRISER PÅ OLIEFUTURES NÅR 2016-REKORD
Futures på olie nærmer sig 50 dollar per tønde. Den globale olieproduktion har oversteget efterspørgslen i næsten to år, eftersom lande som USA, Saudi-Arabien og Rusland har produceret store mængder. (U.S. OILPRICES SETTLE AT 2016 HIGH)
THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):
SYDKOREA BESKYLDER NISSAN FOR SNYD I EMISSIONSTESTS
Sydkorea beskyldte mandag den japanske bilproducent Nissan for at snyde ned virksomhedens emissionstests. Sagen afspejler det stigende pres på de globale bilproducenter, efter at krisen med Volkswagen har givet genlyd i hele branchen. (SOUTH KOREA ACCUSES NISSAN OF CHEATING ON EMISSIONS TESTS)
THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):
CANADA VIL INDFØRE NYE LOVE MOD DISKRIMINATION AF TRANSSEKSUELLE
Canadas statsminister, Justin Trudeau, siger, at Canada skal sætte eksempel for resten af verden om, at diskrimination af transseksuelle er uacceptabelt. Emnet har udløst en politisk storm i USA. Lovgivningen, som ventes at forbyde forskelsbehandling på grund af af kønsidentitet, er indstillet til at blive indført i det canadiske Underhus tirsdag. (CANADA TO INTRODUCE NEW LAWS AGAINST TRANSGENDER DISCRIMINATION)
DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE)
BOBLENDE ØLINTERESSE I SVERIGE
Øltrenden i Sverige fortsætter, og 17 pct. af svenskerne er mere interesserede i øl i dag end for et år siden. De viser en undersøgelse foretaget på vegne af Carlsberg Sverige. Antallet af bryggerier i Sverige er gået fra 32 i 2009 til 225 i 2016. Det er primært blandt de unge, at interessen er stigende, og 36 pct. af mænd og kvinder mellem 20 og 29 år siger, at deres interesse for øl er steget det forgangne år. (BUBBLANDE ÖLINTRESSE I SVERIGE)
/ritzau/FINANS
Tags: Newspaper - Internat❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›