Dalende ølsalg i eftersommeren i Storbritannien tegner ikke godt for Carlsberg-Tetley

Udgivet den 29-10-1998  |  kl. 09:55  |  

København--29. oktober--NetPosten--Den britiske bryggerikoncern Whitbread har været tynget af et svagt ølsalg i juli og august, og ifølge koncernens direktør har det påvirket hele branchen, dvs. også Carlsberg-Tetley.

Ifølge Financial Times er Whitbread inde i en svær periode med afsætningsproblemer i sine pubber og restauranter på grund af et generelt fald i forbruget af øl.

Whitbread's pubber oplevede ligesom andre pubber et kraftigt fald i ølsalget i juli og august på grund af dårligt vejr og verdensmesterskabet i fodbold. F.eks. faldt salget i bryggeriets Beefeater-restauranter med 4,3 pct i halvåret til 29. august.

Det virker, som om forbrugerne var kommet hjem fra ferie og var fast besluttede på at bruge færre penge på at spise og drikke ude.

- Den aftagende vækst i privatforbruget har påvirket alle, der sælger til forbrugere, siger Whitbread's direktør David Thomas. Whitbread's overskud før skat faldt 7 pct i det seneste halvårsregnskab og ligger på 192 mio. pund.

På denne baggrund må det forventes, at også Carlsberg-Tetley må have været udsat for et faldende ølsalg i eftersommeren i Storbritannien. Carlsberg's regnskab ventes fremlagt i november eller december.

I Carlsberg seneste halvårsregnskab oplystes det, at Carlsberg for hele regnskabsåret venter et resultat af primær drift, der er en del højere end sidste år, hvilket især skyldes den ændrede regnskabsmæssige konsolidering af Carlsberg-Tetley, investeringer i nye selskaber og øgede ejerandele i hidtidige selskaber.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder