Ny udvikling: Færre køber hus i Nordsjælland

Udgivet den 28-04-2018  |  kl. 06:00  |  

Foto: Boligsiden.dk

Artiklen her er den 11. og sidste i temaet "Hele Danmarks Boligmarked", hvor Boligsiden.dk zoomer ind på boligmarkedet i landets 11 landsdele. Der bliver fokuseret på forhold, der er særlige for det specifikke område samt den seneste udvikling i priser, salgstal og udbud. Artikelrækken bliver løbende publiceret henover de kommende måneder. I denne omgang kigger vi nærmere på Nordsjælland.

I Nordsjælland bliver der solgt færre villaer og rækkehuse nu, end der gjorde for et år siden. I marts 2017 landede de nordsjællandske ejendomsmæglere 456 handler, mens tallet faldt til 418 for samme måned i år. Det er en tilbagegang på 8,3 procent, viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Det er en bemærkelsesværdig udvikling, da boligmarkedet ellers har buldret frem de sidste mange år med dyrere salgspriser, kortere salgstider og markant flere solgte boliger. Men den tendens er nu vendt - i hvert fald når det kommer til antallet af solgte boliger.

"Salgspriserne er stadig højere nu, end de var for et år siden - ligesom det fortsat går hurtigere med at sælge sin bolig. Men der bliver bare ikke bliver solgt lige så mange villaer og rækkehuse som tidligere i Nordsjælland, og det er en ny situation, som på sigt kan påvirke netop priser og salgstid," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Årsagen til, at der nu bliver handlet færre boliger, skal blandt andet findes i det høje prisniveau i Nordsjælland, og de seneste år er det kun blevet dyrere at købe hus i området. Siden marts 2013 er den gennemsnitlige salgspris per kvadratmeter steget 27,7 procent og 5,7 procent det seneste år alene.

"Det får mange til at overveje, om vi er ved at nå toppen, og derfor er køberne begyndt at være mere tilbageholdne. Den seneste stramning af finansieringsmulighederne kan også have indflydelse på køb af villaer i den dyre prisklasse," siger Birgit Daetz.

Værste salg i Furesø Kommune

Det største fald er sket i Furesø Kommune, hvor antallet af solgte boliger er dykket 32,6 procent det seneste år. Og det er ikke kun det seneste år, det er den vej. Ser vi fem år tilbage - til marts 2013 - og sammenligner med samme måned i år, blev der dengang også solgt flere boliger end nu. De seneste fem års fald lyder på 17,1 procent.

Klaus Bundgaard Jensen, der er ejendomsmægler og indehaver af danbolig Bundgaard og Jørgensen I/S i Furesø Kommune, peger ligesom Birgit Daetz på kraftige prisstigninger som årsag til nedgangen i salget.

"Furesø er hårdt ramt, fordi priserne er har nået et niveau, hvor køberne hellere flytter 10 kilometer længere nord på til Hillerød eller Frederikssund, hvor de får mere bolig for pengene grundet markant lavere kvadratmeterpriser," siger han.

Flere boligområder er ramt

Det er dog ikke kun Furesø, der kæmper med at afsætte boligerne. Også Allerød, Egedal, Fredensborg, Halsnæs, Helsingør og Rudersdal er blandt de nordsjællandske kommuner, hvor færre villaer og rækkehuse har skiftet hænder det seneste år. Kun Frederikssund, Hillerød og Hørsholm oplever det modsatte.

"Lige nu oplever vi, at det stillestående boligmarked i København har en afsmittende effekt på det nordsjællandske. Det er næsten en tro kopi af situationen i 2007, hvor vi havde et lille udbud, en skærpede konkurrence mæglerne i mellem og nogle priser, der til tider er helt ude i hampen," siger Klaus Bundgaard.

Bedre end for fem år siden

Hele fortællingen om det nordsjællandske boligmarked er dog ikke kun skræk og rædsel, for historien er en helt anden, hvis man anskuer udviklingen over fem år i stedet for ét. Her er både antallet af solgte nordsjællandske villaer og rækkehuse, og de fleste andre nøgletal således grønne og vidner om fremgang.

For eksempel bliver der solgt 59,5 procent flere boliger nu end for fem år siden, ligesom den samlede købesum er steget næsten 100 procent fra marts 2013 til samme måned i år.

Fakta om Nordsjælland:

  • Landsdelen Nordsjælland omfatter kommunerne Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal.
  • Ingen af de nordsjællandske kommuner er kommet op på det prisniveau, de præsterede før finanskrisen.
  • Landsdelen har et areal på 1.449 kvadratkilometer.
  • Indbyggertal pr. 1. kvartal 2018 461.852 (Kilde: Danmarks Statistik)

Gå selv på opdagelse i flere tal nedenfor. De kan være med til at styrke din forhandlingsposition, når du vil købe eller sælge en bolig.

Nøgletal Marts 2013 Marts 2017 Marts 2018 5 års udvikling 1 års udvikling
Salgspris pr. kvm 16.812 20.316 21.475 27,7 % 5,7 %
Salgstid i dage 180 129 121 -33,0 % -6,1 %
Antal solgte 262 456 418 59,5 % -8,3 %
Samlet salg i kroner 691.967.450 1.430.510.937 1.381.985.155 99,7 % -3,4 %
Salgsprocent 68,3 % 74,4 % 72,5 % 4,1 % -2,0 %
Nedslag pr. kvm 967 661 608 -37,2 % -8,0 %
Antal i udbud 3.020 2.624 2.724 -9,8 % 3,8 %
Antal nye til salg 576 746 721 25,2 % -3,4 %
Udbudspris pr. kvm 20.959 25.123 26.920 28,4 % 7,2 %
Liggetid i dage 392 261 163 -58,4 % -37,5 %

Interesseret i Nordsjælland? Klik her for at se, hvilke villaer og rækkehuse der er til salg netop nu.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje