Hvad skal vi dog med ejendomsmæglere?

Udgivet den 21-10-2019  |  kl. 06:00  |  

Indblik er i denne uge skrevet af Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC. Foto: Boligsiden

Ejendomsmæglerfaget er uddøende. Om fem år findes der ingen ejendomsmæglere mere. Nettet, kunstig intelligens og avancerede algoritmer, der fisker i enorme databaser, overtager mæglerens arbejde.

Sådan lyder spå- og dødsdommene fra de mange tech-nørder, der med blankpolerede sko og midterskilningen i vater forklarer os gamle rotter i branchen, hvorfor vi ligeså godt kan skyde os en kugle gennem hovedet eller (som minimum og måske også lidt mindre dramatisk) gå på pension med det samme og overlade ejendomshandelen til en fremadstormende teknologi.

Det er jo et skræmmende perspektiv, når man som undertegnede har været beskæftiget i branchen i snart 30 år og umiddelbart ikke går rundt med planer om en kugle for panden. Det er dog en lille trøst, at præcis de samme dystre forudsigelser florerede for 10 år siden. Og for 20 år siden. Og ikke desto mindre lever ejendomsmæglerne endnu. Ikke bare lever de, men de lever nogenlunde godt og sørger stadig for 98 procent af danskernes bolighandler.

Så hvad er gået galt? Hvorfor bliver danskerne ved at bruge en ejendomsmægler, når nu ny teknologi kan klare det hele? Er boligkunderne maskinstormere og stædige, bagstræberiske æsler, eller er der helt andre forklaringer?

Med en papkasse på hovedet

Mange vil eksempelvis gerne sælge os virtual reality-løsninger, hvor man kan fremvise en bolig i et virtuelt 3D-univers, hvor køberen ikke behøver at komme ud at se ejendommen, men kan nøjes med at hente en lille film på nettet.

Det kræver så også, at man kan få køberen til at hoppe rundt hjemme på sit eget stuegulv med en papkasse på hovedet og med mobilen fastspændt foran øjnene. Ja, undskyld, hvis det lyder en anelse sarkastisk. Det er faktisk ikke meningen, for jeg kan sagtens forstå fascinationen, og jeg tror også, at VR-teknologien har sin berettigelse i mæglerbranchen.

Men helt ærligt: Hvem tror på, at sådan en VR-fremvisning kan erstatte en rigtig fremvisning, hvor alle sanser kommer i spil for at afgøre, om den fremviste bolig kan blive ens næste hjem i mange år?

Lad mig slå fast, at ejendomsmæglerbranchen i Danmark dygtigt har udnyttet de mange teknologiske fremskridt, således at mægleren har et helt andet job i dag end for 25 år siden. På internationalt niveau ligger danske ejendomsmæglere helt i front, både hvad angår visning af boliger på nettet, match-making, målrettet markedsføring på sociale medier mv.

Mæglerne har også været dygtige og fremsynede ved at samarbejde og etablere en fælles hjemmeside i form af Boligsiden.dk, ligesom vi udveksler sager med hinanden for mere effektivt at bringe køber og sælger sammen. Så helt bag af dansen er vi ikke.

Det handler om mennesker

Men der er et forhold, som tech-nørderne ofte synes at overse, når de dømmer branchen til udslettelse, nemlig at ejendomshandel før alt andet handler om mennesker. Om tillid. Om at gøre sig umage. Om at tale med kunderne og om at forstå deres ønsker, drømme og behov. Om respekt for at varetage det, der for de fleste er den største privatøkonomiske transaktion, de kommer til at foretage sig i livet.

Ikke mindst når det kommer til rådgivning, vil de fleste af os gerne have et menneske af kød og blod ved vores side. Ikke to mennesker er ens, og det samme gælder ejendomshandler.

At købe og sælge bolig er ikke bare en beslutning, man tager over en hurtig kop kaffe. De fleste er i gennem en længere proces, hvor også overvejelser om den næste bolig spiller ind. Her er ejendomsmægleren en sparringspartner, både når det drejer sig om, hvad man kan få for sin nuværende bolig, også når der skal tages hensyn til det optimale salgstidspunkt, og hvordan man i praksis kommer videre til den næste bolig, uden at rende sig for mange staver i livet.

Også køberne har god brug for ejendomsmæglerens viden. Det kan være forholdsvis simple spørgsmål omkring lokale forhold: Hvilken børnehave har det bedste ry, og hvor kan man spille tennis? Ejendommens indretning giver også anledning til at sparre med et menneske, der qua sit job har set mange boliger og originale løsninger.

Ofte er der dog lige så meget brug for en person, med hvem man kan vende de mange tanker, spørgsmål og overvejelser, der naturligt opstår, når man skal til at investere i en bolig, der gerne skulle fungere som ramme om familiens liv de næste mange år.

Her når vi så frem til kernen: En bolig er ikke bare mursten, mørtel, døre, vinduer, tagsten og hvad der nu ellers skal til. En bolig er heller ikke bare en investering, som man i sidste helst skulle tjene lidt på.

En bolig er derimod basis for menneskers liv! Og derfor vil der også altid være efterspørgsel og behov for professionelle mennesker, der kan lytte til, tale med og forstå boligsælgerne og -køberne, og som på egen krop har oplevet nogle af de samme tanker, spørgsmål og overvejelser.

Mon ikke ejendomsmæglerne også er her om 10 år?

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder