Mandagens obligationer: Rentefald med ECB's rentemøde lurende i horisonten

Udgivet den 22-01-2024  |  kl. 17:00  |  

Med øjnene rettet mod torsdagens rentemelding fra Den Europæiske Centralbank tabte de danske renter lidt højde mandag.

Den toneangivende tiårige danske statsobligationsrente endte mandag 6 basispoint lavere i 2,42 pct. efter en rentestigning i sidste uge på 14 basispoint.

Mandagens eneste nøgletal med en smule tyngde, var opgørelsen over de ledende indikatorer i USA.

Opgørelsen viste et mindre end ventet fald i december på 0,1 pct. mod et ventet fald på 0,3 pct.

Markedsdeltagerne kan så småt begynde at varme op til nogle af ugens andre større begivenheder, hvor den største af slagsen er rentemødet i Den Europæiske Centralbank torsdag.

Efter det seneste rentemøde i december lod centralbankchef Christine Lagarde forstå, at man endnu ikke havde åbnet for diskussionen om lavere renter, men ifølge Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, har det nu ændret sig.

- Forventninger om rentenedsættelser er der ingen af, men hvor Christine Lagarde efter mødet i centralbanken i december svarede, at man slet ikke havde diskuteret lempelser, så er det en anden historie i dag, skriver han i en kommentar.

Han forventer dog ikke at få konkrete svar ved mødet, men forudser i stedet, at diskussioner om timingen for de første lempelser af pengepolitikken vil komme til at fylde.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder