Boeing kan være på vej mod delvist frasalg for at stoppe krise

Udgivet den 21-10-2024  |  kl. 07:53  |  

Flygiganten Boeing kan være på vej mod frasalg af dele af selskabet for at sætte en stopper for den krise, der nu har fulgt flyproducenten i en årrække.

Det skriver Wall Street Journal.

De seneste års store sikkerhedsproblemer på flere af Boeings flytyper og den igangværende storstrejke blandt selskabets fabriksarbejdere, som har forsinket flere forsendelser af flytyperne 737 Max og 777, har sendt den amerikanske flyproducent ind i en svær økonomisk krise.

En krise, som måske kan løses gennem frasalg af dele af virksomheden, som kan ende med at blive afgørende for, at Boeing ikke står overfor en konkurs i fremtiden, vurderer flere brancheinsidere ifølge Wall Street Journal.

Spekulationerne om frasalg kommer oven i den store fyringsrunde på 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke, som Boeing tidligere på måneden meldte ud.

Boeing har allerede forsøgt sig med et frasalg af sin raket-joint-venture med Lockheed Martin uden held. Til gengæld er det ifølge flere kilder lykkes at indgå en aftale om frasalg af et mindre datterselskab, der producerer overvågningsudstyr, til det amerikanske forsvar, skriver Wall Street Journal.

Henover weekenden blev der indgået en foreløbig overenskomst mellem Boeing og de strejkende fabriksarbejdere. Aftalen skal stemmes endeligt på plads onsdag.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯