AKTIER: Der kommer ikke til at ske meget i dag - På niveauet
København--9. september--NetPosten--Der kommer ikke til at ske meget på det danske aktiemarked i dag. Det sagde en aktiehandler i en stor dansk bank torsdag morgen til NetPosten. Dermed er der udsigt til en gentagelse af onsdagen, som bød på et lille fald i KFX-indekset på 0,22 point til indeks 217,18.
Der er således ikke de store selskabsnyheder på programmet, og fra USA er der kun signaler om et marked på niveauet. IT-aktierne på Nasdaq er ganske vist faldet en smule, men det danske marked er som bekendt ikke kendetegnet ved dets mange IT-aktier, så derfor følger det mere Dow Jones-indekset, som sluttede uændret onsdag.
Markedet er fortsat meget afventende, og spejder efter alle signaler om, hvorvidt der er amerikanske renteforhøjelser på vej eller ej. Det er derfor ikke særlig positivt, at Laurence Meyer fra den amerikanske centralbank onsdag blev citeret for at sige, at inflationen godt kan stige, selvom de økonomiske vækstrater falder. Den kommentar fik de amerikanske aktier til at falde, og udtalelserne ventes også at lægge en dæmper på et muligt dansk stigningspotentiale i dag.
Tele Danmark ventes fortsat at være i fokus i dag. Aktien tabte onsdag 1,7 pct. i værdi til 395 kr. Grunden til kursfaldet er, at der er udsigt til skrappere konkurrence på det danske marked, og udsigt til lavere samtrafikpriser. Ifølge Telias udtalelser til NetPosten kan samtrafikpriserne falde med op til 50 pct., og det vil ramme Tele Danmark svært på pengepungen.
Derudover vil fokus være rettet mod Superfos, da amerikanske Ashlands opkæbstilbud på koncernen løber ud i dag. Ashland har budt 146 kr. pr. aktie betinget af, at selskabet overtog minimum 90 pct. af aktierne. Det ser langt fra ud til at være tilfældet, og aktien handles da også i 142 kr. eller under det amerikanske opkæbstilbud. Der er fare for, at aktien kan falde yderligere i dag, lyder meldingerne.
Obligationsmarkedet er i dag forholdsvist nervøst, efter at den britiske centralbank onsdag hævede sine renter. Nervøsiteten kan sprede sig til bank-aktierne, og derfor kan der ventes en lille negativ undertone i det aktiesegment i dag.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›