IC Companys fastholder forventninger til nuværende år - nye forventninger til det kommende år
IC Companys er i dag kommet med Q3 regnskab.
Omsætningen i 3. kvartal blev 1.100 mio. DKK (996 mio. DKK) svarende til en vækst på 10%.
Resultat af primær drift blev 101 mio. DKK (96 mio. DKK). Således realiserede koncernen en EBIT-margin på 9,1% (9,6%).
Om forventninger til helåret 2010/11 skriver IC:
- Det forventes fortsat, at koncernen realiserer en omsætning i størrelsesordenen 3,9 - 4,0 mia. DKK (uændret) og et resultat af primær drift for regnskabsåret 2010/11 i størrelsesordenen 320 - 360 mio. DKK (uændret). Der forventes et investeringsniveau på 130 - 150 mio. DKK (uændret) primært til udvidelse af distributionen og salgsunderstøttende forbedringer af IT-platformen.
Om forventninger til 2011/12 skriver selskabet:
- Det forventes, at koncernen i 2011/12 fastholder det nuværende vækstmomentum. Forventningen bygger på ekspansion af koncernens kontrollerede distribution, same-store vækst samt fortsat vækst i det traditionelle engrossalg. På den baggrund forventer ledelsen, at koncernen realiserer en omsætning i størrelsesordenen 4,3 - 4,4 mia. DKK for regnskabsåret 2011/12.
- Det forventes endvidere, at der også i 2011/12 vil være svære markedsforhold med stigende omkostninger i koncernens sourcing og en skærpet konkurrence på koncernens markeder. Koncernens nye struktur samt andre tiltag forventes imidlertid at medføre en forbedret effektivitet og ressourceprioritering. Dermed forventer ledelsen et resultat af primær drift i størrelsesordenen 400 - 450 mio. DKK.