Asien: Globale stigninger fortsætter - Tokyo tæt på alle tiders rekord
De asiatiske aktiemarkeder følger den globale trend med stigninger fredag. Investorerne støtter sig til udviklingen på Wall Street- og i Europa, mens de trækker på skuldrene af det svage amerikanske detailsalg og recession i både Storbritannien og Japan.
De amerikanske og europæiske aktier steg torsdag, hvor den brede S&P 500 sluttede på et rekordhøjt niveau, hvilket også gjaldt de store indeks i Paris og Frankfurt.
Samlet set er de asiatiske aktier på vej mod den fjerde ugentlige gevinst i træk, hvilket potentielt markerer den længste række af stigninger i over et år.
- På trods af recession og det svage amerikanske detailsalg i januar, understøtter det regionale og globale rentemiljø fortsat risikomarkederne, siger Stephen Innes fra SPI Asset Management til AFP.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan stiger 0,3 pct., og er dermed godt på vej mod en stigning over ugen på 1,4 pct.
I Tokyo er investorerne på vej mod at skubbe Nikkei 225 mod rekord. Den hidtil højeste indeksværdi var 38.915,87 sat i december 1989, og fredag er der mindre end 150 indekspoint til en alle tiders rekord.
- Trods det mærkes der ingen overophedning på markedet, siger seniorstrateg Ichiro Asai i SBI Securities til AFP.
Det japanske tech-segment får samtidig støtte af et solidt regnskab fra den amerikanske chipudstyrsproducent Applied Materials, der ifølge Ichiro Asai fremlagde "en frisk indtjeningsrapport i Tokyos tidlige morgentimer", som understøtter teknologiaktierne.
Strategen peger også på den "relativt lave pris på japanske aktier" sammenlignet med de oversøiske markeder, delvist hjulpet af den svage yen.
Nikkei 225 stiger 1,6 pct., og Topix -indekset øger 1,8 pct.
De finansielle markeder på det kinesiske fastland er fortsat lukket for det kinesiske nytår, men markedet i Hongkong er i fuld sving. Hang Seng-indekset stiger 1,9 pct.
Dagens eneste mismodige børs er i Taipei, hvor investorerne tager gevinster hjem oven på gårsdagen massive stigning på over 3 pct.
Taiex-indekset viger med beskedne 0,1 pct.
I Singapore ligger Strait Times-indekset med et plus på 1,4 pct., og Seouls Kospi-indeks stiger 1,2 pct.
ASX-indekset på børsen i Sydney står til at afslutte dagen med en gevinst på 0,7 pct.
De amerikanske aktiefutures indikerer en blandet start i New York senere på dagen. Futures ligger med et fald i Dow Jones på 0,2 pct., mens S&P 500 står til at åbne så godt som uændret og Nasdaq til at starte med et plus på 0,2 pct. i New York senere på dagen.
Det er blandet andet det solide regnskab fra Applied Materials, der trækker op. Aktien steg godt 12 pct. i eftermarkedet torsdag.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +1,6 |
Topix | +1,8 |
Hongkongs Hang Seng | +1,9 |
China Shanghai Composite | Lukket |
China CSI 300 | Lukket |
Taiwan Taiex | -0,1 |
Sydkoreas Kospi | +1,2 |
Indiens BSE Sensex | +0,3 |
Singapores STI | +1,4 |
Sydney ASX 200 | +0,7 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›