Aktier/lukning: NKT i rekord efter stor stigning mens Bavarian, Zealand og Novo tog bunden

Udgivet den 21-02-2024  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk og Zealand Pharma tabte pusten onsdag, og det trak ned på det danske aktiemarked. Også Bavarian Nordic dykkede efter foreløbige regnskabstal og en prognose, som investorerne vendte tommelfingeren ned til.

Omvendt var der rift om aktierne i NKT, der endte dagen i rekord. Uden for eliteindekset var aktierne i FLSmidth også eftertragtede oven på et årsregnskab.

For det samlede C25-indeks sluttede dagen med et minus på 0,2 pct. til 1893,27.

Nedturen skyldtes især fald i Novo Nordisk på 1,5 pct. til 830,80 kr.

Det var anden dag i træk, at den danske sværvægter faldt, efter at aktien havde sat flere rekorder i træk. Udviklingen var muligvis inspireret af, at ærkerivalen Eli Lilly tirsdag dykkede med 3,4 pct. fra sit rekordniveau, og onsdag var aktien faldet yderligere 2,1 pct. ved dansk lukketid.

Både Novo og Eli Lilly har dog præsteret tocifrede stigninger i år på henholdsvis 18 pct. og 30 pct.

Herhjemme endte også Zealand Pharma 5,1 pct. lavere i 461,60 kr., men aktien er steget tocifret i år, da investorerne har sværmet om medicinalselskaber med fokus på det boomende marked for vægttabsmedicin.

NKT SLOG REKORD

Kabelkoncernen NKT venter vækst i både omsætning og indtjening i 2024, og det blev belønnet af investorerne, der sendte aktien til top i eliteindekset.

Aktien steg 6,4 pct. til rekordkursen 523 kr.

Ifølge analytiker Lars Topholm fra Carnegie udviklede NKT's driftsresultat sig i store træk som ventet i fjerde kvartal, mens omsætningen endte noget højere end ventet.

2024-prognosen overgik da også analytikerkonsensus for omsætningen, mens indtjeningsprognosen er på linje med analytikerforventningerne, noterede analytikeren.

NKT kunne desuden glæde sig over en bugnende ordrebog. I 2023 blev den mere end fordoblet til 10,8 mia. euro, svarende til rundt regnet 80 mia. kr.

BAVARIAN RAMT AF NEDTUR

For Bavarian var dagen præget af en hård medfart på børsen, selv om vaccineselskabet præsenterede foreløbige tal, der vidnede om et rekordår.

Prognosen for 2024 pegede dog på tilbagegang, hvilket måske kan forklare kursfaldet. Ifølge Søren Løntoft Hansen er det dog værd at bemærke, at prognosen for 2024 er på linje med markedets forventninger, når man tager alle tal med i ligningen.

- Det er også vigtigt at sige, at der er ekstraordinære produktionsomkostninger på 240 mio. kr. som forberedelse til lanceringen af Chikungunya-vaccinen i 2025. Justerer man for det, så lander indtjeningsforventningerne i min optik på linje med markedsforventningerne, siger han til MarketWire.

Også hos Bavarian Nordics finansdirektør vakte markedsreaktionen undren.

- Det er en ufortjent reaktion, lød det fra Henrik Juuel.

Aktien lukkede med et fald på 3,2 pct. i 167 kr. efter et fald på over 7 pct. tidligere på dagen.

FLSMIDTH BELØNNET

Hos FLS endte dagen med et plus til aktien på 5 pct. til 308,20 kr. efter et endeligt regnskab for 2023. Her var fokus på en bedre end ventet udvikling i pengestrømmene, der tilsyneladende trak op.

Store dele af regnskabet var dog allerede kendt, da FLS sidst i januar leverede foreløbige tal for 2023 sammen med prognosen for 2024.

- Noget, der ikke var oplyst i forbindelse med de foreløbige tal, var pengestrømmene. Så vidt jeg kan se på konsensus, så var der ventet negative pengestrømme for året 2023. Det lander i positivt territorium. Det tror jeg er med til at give lidt medvind, siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport