Analysechef: Rigtigt godt nyt fra Ørsted om kontraktforhandling i New York

Udgivet den 01-03-2024  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

At Ørsteds Sunrise Wind-Projekt i USA er blevet udvalgt til kontraktforhandlinger i New York, er rigtigt godt nyt for energikoncernen - og naturligvis også for selskabets aktionærer, der havde frygtet nye milliardnedskrivninger fra den amerikanske havvindenergiforretning.

Det siger aktieanalysechef Jacob Pedersen til MarketWire.

- Det er rigtigt, rigtigt godt nyt for Ørsted, for en eventuel afvisning af Sunrise Wind-projektet lignede en af de helt store kortsigtede risici. Hvis projektet ikke var blevet taget ind og taget i kontraktforhandlinger, så havde man kigget ind i nogle nedskrivninger på 5,5 mia. kr., siger Jacob Pedersen fra Sydbank til MarketWire.

Hvis det ikke var kommet i kontraktforhandlinger, havde Ørsted skullet vurdere, om projektet alligevel skulle opføres og strømmen sælges på markedsvilkår - eller om projektet helt skulle lægges i graven.

Og skulle det ende med, at man skrinlagde det helt, så ville der ifølge analysechefen formentlig komme yderligere omkostninger - udover nedskrivningerne på 5,5 mia. kr - på 6-7 mia. kr. til at bremse projektet op og stoppe det.

- Hvis man ikke var kommet ind i de her kontraktforhandlinger, så havde der været en overvejende risiko for, at der var faldet et amerikansk skelet mere ud af skabet, hvor investorerne kunne tage sig til hovedet og rive sig i håret og sige: Stopper elendighederne fra USA aldrig?

- Det ser ud som om, at man slipper for det nu. Så den der meget håndgribelige kortsigtede risiko for en stor nedskrivning og yderligere store omkostninger, hvis man droppede at opføre det her projekt, det slipper man for nu. Det er selvfølgelig rigtigt godt nyt, siger Jacob Pedersen.

Ørsted annoncerede nyheden om kontraktforhandlingerne efter dansk børslukketid torsdag, men inden havde aktien oplevet en iøjnefaldende stigning på 4,5 pct. til kurs 386,70 kr.

- Det er svært at forestille sig andet, end at opturen for Ørsted aktien i dag også kommer lidt på fornemmelser omkring det her. Men det til trods vil jeg alt andet lige forvente en positiv kursreaktion i morgen også, siger Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

08:27 Jyske Banks analytiker hæver kursmål for DSV efter milliardopkøb
08:26 Råvarer: Oliepriserne retter sig lidt med udsigt til rentelettelser i USA
08:10 Aktier/tendens: Genmab med lovende studiedata i C25 på rekordjagt
07:47 Sampo er klar til tvangsindløsning af de resterende Topdanmark-aktier
07:29 Valuta: Japanske yen nær årets stærkeste niveau
06:57 Obligationer/tendens: Blikket rettes mod onsdag og rentemødet i USA
06:49 Carnegie skruer op for NKT's kursmål og gentager "køb"
06:37 Genmab præsenterer lovende resultater med nytilkøbt lægemiddelhåb
06:35 Boeing er i risiko for at få sænket kreditvurdering til junkstatus
06:32 Asien: Uens trav i marked præget af fravær - fortsat spænding om centralbankmøde
06:32 USA/T-bond: Renterne faldt en spids i helt afdæmpet marked
06:32 USA/lukning: På weekend i grønt trods dyk til Adobe og Boeing
06:30 Kalender med link - mandag den 16. september
17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt
15:41 USA/åbning: Lettere positiv aktiestart i New York trods fald i Boeing og Adobe