Valuta: Mindre udsving efter vigtigt inflationstal

Udgivet den 26-07-2024  |  kl. 15:06  |  

Ugens vigtigste nøgletal har trods en mindre overraskelse ikke kunnet rykke nævneværdigt på de større valutaer.

Den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 2,6 pct. på årsbasis i juni, mens priserne steg med 0,2 pct. i forhold til måneden før.

Dermed udviklede priserne sig helt som ventet blandt økonomerne på månedsbasis, mens årsstigningstakten var 0,1 pct.point højere end ventet.

Dermed er der ikke noget, der tyder på, at den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), har fået mere ammunition til at sænke renten på næste uges rentemøde.

Handlen med Fed-fundfutures indikerer fortsat, at centralbanken vil fastholde renten på 5,25-5,50 pct. i næste uge, og at den første rentenedsættelse vil komme i september.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation er efter offentliggørelsen af inflationstallet faldet en smule tilbage til 4,23 pct. fra 4,25 pct. umiddelbart før.

Den samme tendens har man kunnet spore for dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner. Det ligger i 104,37 mod 104,42 umiddelbart før og 104,28 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

De seneste ugers største historie på valutamarkedet omhandler dog den japanske yen, der trods svækkelse i løbet af fredagen fortsat ligger til den største ugentlige fremgang siden april.

Dollar koster fredag eftermiddag 154,20 yen mod torsdag eftermiddags 153,65.

Opturen til yen følger efter formodede indgreb fra myndigherden i Tokyo i begyndelsen af juli, der fangede handlerne på den forkerte fod og førte til en afvikling af profitable carry trades, hvor handlere låner yen til lave renter for at investere i dollarprissatte aktiver for at få et højere afkast.

- Jeg tror, at hastigheden af yen-opturen betyder, at vi sandsynligvis skal konsolideres ret hurtigt, siger James Athey, renteporteføljeforvalter hos Marlborough Investment Management, ifølge Reuters.

Han mener dog, at yen vil fortsætte med at blive styrket som følge af aftagende interesse for risikoaktiver samt data og indikationer fra centralbankdirektører, der indikerer, at rentenedsættelser i USA er på vej.

Den fælleseuropæiske valuta, euro, koster fredag eftermiddag 1,0861 dollar mod 1,0855 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder