Mandagens obligationer: Rolig rente frem mod ugens vigtige begivenheder

Udgivet den 29-07-2024  |  kl. 17:00  |  

En vis monotoni prægede renteudviklingen på ugens første handelsdag, mens handlerne varmede op til de store begivenheder, som kommer til at præge de fire resterende.

Det drejer sig blandt andet om rentemødet i den amerikanske centralbank, som sluttes torsdag med en rentemeddelelse og udtalelser fra bankens rentekomite.

- Ikke at vi venter nogen renteændringer overhovedet onsdag. Men der kunne komme en dør lidt på klem, for der er kommet nogle tal, som indikerer, at centralbanken måske skulle se at komme i gang. Men markedet indpriser stadig, at de skal komme til september, noterer senioraktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk.

Men udsigt til lidt mildere toner fra den amerikanske centralbank efter rentemødet gav i de første handeltimer mandag anledning til et mindre rentefald for den tiårige toneangivende danske statsobligation til 2,33 pct. eller 5 basispoint i forhold til slutrenten fredag eftermiddag. Men hen over eftermiddagen blev faldet næsten halveret til en rente på 2,35 pct.

Senere på ugen kommer blandt andet den vigtige amerikanske jobrapport for juli, som offentliggøres fredag.

Den ventes ifølge Bloomberg News at vise et fald i jobskabelse til 178.000 nye job uden for landbruget mod 206.000 nye job måneden før.

Stigningen i timelønnen ventes at aftage til 3,7 pct. på årsbasis fra 3,9 pct. i juni.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder