Onsdagens obligationer: Renten faldt en spids - det hele drejer sig om amerikansk økonomi
Onsdagens helt store begivenhed set med finansielle øjne var den amerikanske inflationsrapport fra juli.
Og da den landede mere eller mindre som ventet - endda med en svagt faldene inflation - gik formiddagens rentestigning i sig selv, og renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt 1 basispoint til 2,16 pct.
At inflationen ikke stiger er godt for finansmarkederne og for dansk økonomi, vurderer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv. Han mener, at dagens nøgletal utvivlsomt vil give anledning til et lettelsens suk på de finansielle markeder.
- Dagens tal viser, at inflationen i USA er under kontrol og fortsat aftager i et roligt og adstadigt tempo. En rentenedsættelse i september er meget sandsynlig, konkluderer Tore Stramer.
Også Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er enig.
- Døren står nu mere end åben for den amerikanske centralbank til at sænke renten. Inflation er blevet et langt mindre bekymringspunkt, og sammen med de lidt sløjere nøgletal for den amerikanske økonomi, så er der lagt op til rentesænkning. Det ligner efterhånden ret kraftigt, at den første rentenedsættelse kommer til september, vurderer Jeppe Juul Borre.
Om det bliver en rentenedsættelse på 25 eller 50 basispoint er markedet ikke enig om.
Den amerikanske prisstigningstakt i juli landede på 2,9 pct. på årsbasis i juli - det laveste niveau i mere end tre år - mod ventet 3,0 pct. blandt økonomer ifølge Bloomberg News.
I juni var inflationen 3 pct.
Tirsdag faldt renten 6 basispoint, efter at stigningen i de amerikanske producentpriser aftog mere end ventet, hvilket udløste rentefald på begge sider af Atlanten.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›