USA/lukning: Nedtur for Nvidia på dag med rekord i Dow Jones

Udgivet den 30-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Pæne stigninger på det amerikanske aktiemarked smuldrede i den sene handel i New York torsdag, hvor techgiganten Nvidia blev den store taber med et fald på over 6 pct.

Dow Jones-indekset holdt dog skansen og endte i rekordniveauet 41.335,38 efter en stigning på 0,6 pct.

Det brede S&P 500-indeks sluttede derimod uændret, efter at det midt på handelssessionen havde ligget til en stigning på 0,9 pct.

Og Nasdaq-indekset faldt 0,2 pct., da det også mistede pusten i den sene handel, hvor stigninger forduftede stille og roligt frem mod lukketid.

Anderledes positivt ser det ud fredag morgen. Futures indikerer stigninger på 0,1-0,3 pct. i de tre store indeks, når markedet åbner for handlen på månedens sidste dag i New York.

En BNP-vækst i den amerikanske økonomi i andet kvartal, der viste sig større end først antaget, var torsdag ellers med til at dæmpe recessionsfrygten.

- Økonomien er ikke på vej ind i en recession lige foreløbig, og det er godt for aktiemarkedet sammen med en rentesænkning, som sandsynligvis kommer i september, siger Robert Pavlik, senior porteføljeforvalter hos Dakota Wealth til Reuters.

Nvidia havde en hård dag på børsen efter techgigantens regnskab onsdag aften, som ellers bød på en vækst i omsætningen på 122 pct. i andet kvartal.

Både omsætning og indtjening var rekordhøje, men dele af markedet hæfter sig ved selskabets prognose for tredje kvartal, der viser en opbremsning i væksten til 80 pct.

- Forventningerne bliver mere udfordrende, når superlativerne bliver hverdagsagtige, men det var stadig et meget stærkt kvartal i betragtning af det nuværende miljøs overgangsnatur, siger analytiker Joseph Moore fra Morgan Stanley om regnskabet ifølge Bloomberg News.

Nvidia endte 6,4 pct. lavere i 117,59 dollar, hvilket reducerer årets stigning i aktien til 138 pct.

DETAILKÆDER MED FORSKELLIGE SIGNALER

Andre regnskaber gav også anledning til udsving. Detailkæden Dollar General sænkede i sit regnskab forventningerne til hele året. Det blev taget ilde op af investorerne, som sendte aktien ned med 32 pct.

Mere opløftende meldinger kom fra elektronikkæden Best Buy, som ser tegn på, at efterspørgslen er på vej til at vokse, hvilket får selskabet til at hæve forventningerne til året.

Investorerne kvitterede med en kursstigning på 14 pct.

Crowdstrike, som i den bredere offentlighed i juli blev kendt for, at en opdatering af selskabets sikkerhedssoftware verden over lagde 8,5 mio. computere med Windows-styresystemet ned, nedjusterede onsdag sine forventninger.

Efter fald i den indledende handel kom investorerne på andre tanker og sendte aktien i vejret med 2,8 pct.

Også aktien i HP vendte rundt efter selskabets regnskab, der ligeledes bød på nedjusterede forventninger. Det kan skyldes tegn på en bedring på PC-markedet, der opvejer en skuffende udvikling inden for printerforretningen.

HP steg 2,0 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Ericsson blev sendt i skammekrogen mens Novo og Burberry lyste op
17:47 Tørlastindeks falder for ottende dag i træk
17:09 Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
17:04 Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata
17:02 Novos markedsværdi steg 183 mia. kr. efter stærke fedmedata
16:02 USA: Michigan-indekset nedrevideret i endelig opgørelse
15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"
12:05 Obligationer/middag: Renten kravler højere oven på opmuntrende aktivitetsindeks
11:59 Novos nye håb viser vægttab på 22 pct. - aktien tordner op
11:47 Novo stryger til vejrs efter stærkt vægttab med Amycretin
11:36 Aktier/middag: Behersket optimisme efter lille åbning fra Trump - Novo over kurs 600
10:57 Danske Bank: Skelsættende amerikansk regnskabsuge i vente med Tesla, Meta og Apple
10:46 Euro styrkes efter opløftende nyt fra indkøbscheferne