Aktier/middag: Ørsted topper grønt C25-indeks efter stor britisk aftale

Udgivet den 03-09-2024  |  kl. 11:36  |  
Arkiv: Foto

Ørsted topper eliteindekset C25 i tirsdagens middagshandel, efter at den danske energikoncern er blevet tildelt kontrakter for to store britiske havvindmølleparker.

Bavarian Nordic har også vind i sejlene, da vaccineaktien har fået tildelt en plads i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, som giver mere opmærksomhed til aktien.

Samlet set ligger C25-indekset omkring middag tirsdag med et plus på 0,4 pct. i 2001,32.

- Det ser jo stille og roligt ud med små bevægelser på indeksniveau. Den amerikanske helligdag mandag sætter også sit præg på tingene, så dem skal vi også lige have gang i igen, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk.

Der er fokus på amerikanske makrotal, som kommer i løbet af ugen. Tirsdag eftermiddag kommer den amerikanske ISM-erhvervstillidsopgørelse for fremstillingssektoren, hvor en forværring i aflæsningen for august kan øge forventningerne til størrelsen af en rentenedsættelse i midten af måneden fra den amerikanske centralbank.

- Der har været en del fokus på amerikansk økonomi og risikoen for recession. Dagens ISM-tal holder man selvfølgelig øje med, men den amerikanske jobrapport, som kommer fredag, er der størst fokus på, efter den i sidste måned skabte røre på markederne, fordi den var så svag, siger Martin Munk.

ØRSTED FÅR TILDELT KONTRAKTER FOR BRITISKE HAVVINDPARKER

Ørsted har fået tildelt såkaldte differencekontrakter (CfD'er) på 1080 megawatt for en del af Hornsea 3 Havvindmøllepark og på 2400 megawatt for Hornsea 4.

Og de priser, som Ørsted får for den producerede strøm, er henholdsvis inflationsindekserede afregningspriser på 54,23 pund per megawatt-time for Hornsea 3 og på 58,87 pund for Hornsea 4.

Ifølge Bloomberg News er de 54,23 pund per megawatt-time 45 pct. mere end prisen, der tilbudt tilbage i 2022 på 37,35 pund ved en lignende auktion.

Ifølge Sydbanks Ørsted-analytiker, Jacob Pedersen, er det godt nyt for koncernen, at afregningspriserne nu er højere end tidligere.

- Når der ikke ændres på de finansielle målsætninger, så må vi også forvente, at afregningspriserne ligger inden for rammerne af det, som Ørsted selv havde regnet med, siger han.

Ørsted-aktien indtager toppen af C25-indekset med en stigning på 4,4 pct. til 409 kr.

BAVARIAN OPTAGET I STOXX 600-INDEKS

Bavarian Nordic kan glæde sig over, at selskabets aktie i forbindelse med den kommende kvartalsmæssige tilpasning optages i det europæiske aktieindeks Stoxx 600, som giver en bred geografisk og branchemæssig dækning.

Bavarian Nordic vil være en del af Stoxx 600 fra og med den 23. september.

Aktien handler omkring middag oppe med 0,7 pct. til 269 kr.

ANALYSENYT

Pandora har fået sat kursmålet op af det amerikanske finanshus Morgen Stanley, så det nu ligger over den aktuelle aktiekurs.

Men selv om Morgan Stanley sætter kursmålet op til 1230 kr. fra 1150 kr., så er det blot 4,7 pct. over mandagens slutkurs. Det er ikke helt nok til at ændre på anbefalingen "ligevægt."

Smykkeaktien løftes ved middag 0,9 pct. til 1185,50 kr.

GN har fået gentaget den positive anbefaling "køb" hos finanshuset Citi, der løfter kursmålet for aktien til 225 kr. fra 220 kr.

Det giver et potentiale på mere end 45 pct. i forhold til mandagens lukkekurs i 154,20 kr.

I tirsdagens middagshandel stiger GN-aktien med 2,5 pct. til 158,05 kr.

Torm-investorerne kan se mod Det Røde Hav, hvor to tankskibe ifølge Bloomberg News er blevet angrebet og ramt af iransk støttede houthier.

Produkttankaktien stiger 0,8 pct. til 239 kr. Det kommer efter mandagens dyk på 4,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

11:56 Aktier/middag: Regnskabstrekløver trækker C25 i vejret mens Novo tynger
10:56 Prisen på containerfragt stiger for anden uge i træk
10:40 Novo fortsætter ned - kommentarer om 2025 spøger
10:14 Vestas og fransk NKT-konkurrent sænket til "underperform" af finansgigant efter Trump-sejr
09:53 Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning
09:39 DFDS-topchef: Finansiel præstation i Ekol-handel blandt årsagerne til aflyst køb
09:25 Aktier/åbning: Lidt højere marked med flotte plusser til GN, Novonesis og Genmab
09:14 Novonesis overrasker med oppræcisering i stærkt tredje kvartal
09:08 Ambus kursmål skåret til 130 kr. efter regnskab hos Redburn
09:06 Obligationer/åbning: Stort set uændret rente på dag med rentemøder
09:02 DFDS' Torben Carlsen ser først økonomisk afmatning i Europa vende i 2025
08:58 Torm fortsætter vækst og betaler udbytte - men lavere fragtpriser giver nedjustering
08:45 Vestas får sænket anbefaling af Bank of America efter Trump-sejr og regnskab
08:31 GN-topchef: Vi når formentlig ikke vending til positivt marked i Enterprise i år
08:31 Aktier/tendens: Ny stime af regnskaber - opjustering fra Novonesis, Genmab, men GN sænker
08:23 Gubra vender driftsindtjeningen til plus i tredje kvartal drevet af fedme
07:49 DFDS' fragtmængder og passagerantal hjulpet af rutetilgang
07:45 Korr: Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:37 Genmabs lukning i USA indikerer positiv åbning
07:35 Zealand Pharma OVERBLIK Q3: Opmuntrende pipeline overskygger underskud