USA/åbning: Svagt negativ åbning ændrer ikke ved, at september er i plus for S&P 500
Udsigten til en negativ udvikling mandag på månedens sidste handelsdag på børserne i New York mandag målt på det brede S&P 500-indeks ændrer ikke på, at september i år afviger fra den klassiske kendsgerning, at netop i den måned klarer aktierne sig ringe.
Fredag lukkede indekset ganske vist 0,1 pct. lavere efter lukkerekord torsdag, men for hele ugen blev der tale om et plus på 0,6 pct. for indekset. Og set over hele måneden var indekset fredag steget til 5786 fra 5601,25.
Medvirkende til fremdriften i indekset i september har blandt andet været, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, midt i måneden indledte sin længe ventede lempelse af pengepolitikken med en nedsættelse af den retningsgivende rentesats med 50 basispoint.
Mandag åbner aktiehandlen med et fald på 0,1 pct. for S&P 500-indekset, mens det teknologidominerede Nasdaq-indeks løftes 0,2 pct., og de tunge aktiers Dow Jones-indeks falder 0,5 pct. De to indeks henholdsvis tabte 0,4 pct. og steg 0,3 pct. fredag.
VIGTIGE NØGLETAL FREM MOD NÆSTE RENTEMØDE
Mandag indledes også for de amerikanske aktiehandlere en uge med væsentlige nøgletal.
Fra ugens begyndelse kan markederne forholde sig til data for prisudviklingen i eurozonen, som ventes at være aftagende. Og fredag rettes fokus mod den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for september, som ventes at vise en jobskabelse uden for landbruget på 146.000 nye job ifølge Bloomberg News. Måneden før var jobskabelsen på 142.000 nye job.
Prisudviklingen og jobskabelsen er nøglefaktorer for de to store centralbanker i USA og Europa, som har til opgave at sikre et sundt arbejdsmarked og en kontrolleret prisudvikling.
Aktuelt regner markedet ifølge Reuters med en rentenedsættelse på 25 basispoint for lidt mere sandsynlig end en nedsættelse på det dobbelte.
Men indstillingen kan blive påvirket af op til flere taler fra topfolk i centralbanken - med talen fra topchefen, Jerome Powell, selv allerede mandag aften dansk tid.
NEGATIV EUROPÆISK PÅVIRKNING AF BILAKTIER
På selskabsniveau tegner dagen sig i mørke nuancer for bilaktien i Ford, som taber 2,1 pct. i den indledende handel inspireret af nedjusteringer og kursfald hos de europæiske kolleger som Volkswagen, Stellantis - som også er mærket bag Chrysler - og Aston Martin.
General Mortors, GM, falder 3,0 pct. efter de første handler.
POSITIV PÅVIRKNING FRA KINA
Kinesiske aktier er påvirket positivt i forlængelse af stimuli til den kinesiske økonomi over den senest uge.
Dels påvirker tiltagene forventninger til den kinesiske efterspørgsel efter metaller som lithium og kobber, som trækker mindeselskaberne Albemarle, BHP og Rio Tinte frem med op til 0,9 pct. fra handelsstart.
Dels løftes de amerikansk noterede kinesiske aktier i Alibaba, Li Auto og PDD med 3,2-6,0 pct. i den indledende handel.
CARNIVAL PÅ POSITIV KURS
Krydstogtskæmpen Carnival har fremlagt regnskab for tredje kvartal samt prognoser for fjerde kvartal, og der er tale om overraskelser nemlig til den positive side. Men aktien falder alligevel hele 2,4 pct. i de første handler.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›