USA/åbning: Kinesiske aktier falder tungt i ellers grøn start
De kinesiske aktier på børsen i New York har fået en hæslig start på handlen tirsdag, efter at der for nu er lukket for nye økonomiske tiltag i Kina.
Modvinden følger en melding fra myndighederne i Kina om, at der for lige nu ikke er yderligere økonomiske håndsrækninger i vente efter en veloverstået fejring af landets nationaldag.
Mere positivt går det industrikonglomeratet Honeywell, der stiger på rygterne om en mulig udskilning af et forretningsområde.
Den generelle stemning er da også god ved børsåbning, hvor det brede S&P 500-indeks stiger 0,4 pct., Dow Jones øger 0,1 pct., og Nasdaq-indekset stiger 0,5 pct.
Fremgangen følger fald på 0,9-1,2 pct. mandag.
- Vi oplevede et stærkt udsalg mandag, så det er ikke unaturligt at se et lille hop - særligt da der ikke venter friske data i dag, siger seniormarkedsanalytiker Fiona Cincotta fra City Index til Reuters.
- Vi er i en stille periode frem mod en travl afslutning på ugen. Hvis vi får en højere aflæsning af inflationen end ventet, kan det forurolige markederne ganske hurtigt, fortsætter hun.
Torsdag offentliggøres det amerikanske forbrugerprisindeks for september. Her ventes den overordnede inflation at være aftaget til 2,3 pct. fra 2,5 pct., mens kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på energi og fødevarer, uændret ses opgjort til 3,2 pct.
HONEYWELL STIGER PÅ RYGTER
Det amerikanske industrikonglomerat Honeywell overvejer ifølge Wall Street Journal at børsnotere et af sine forretningsområder.
Kilder oplyser til avisen, at selskabet tirsdag vil annoncere en skattefri udskilning af sin division for avancerede materialer med en anslået værdiansættelse på over 10 mia. dollar.
De avancerede materialer tæller blandt andet plastik, væsker og tilsætningsstoffer til brug i industriel maling og asfalt.
Honeywell stiger 1,4 pct.
PEPSICO SKUFFER MED PROGNOSEN
Læskedriks- og snackproducenten Pepsico har måttet nedjustere forventningerne til salgsvæksten, da fortsat høj inflation lægger en dæmper hos købelysten hos forbrugerne.
Pepsico venter nu en lav encifret organisk salgsvækst, hvor der før var ventet omkring 4 pct.
Den nye prognose følger selskabets regnskab for tredje kvartal, der også var sløj læsning for investorerne. I perioden faldt omsætningen med 0,6 pct. til 23,32 mia. dollar, hvor der var ventet 23,8 mia. dollar.
Skuffende prognose til trods stiger Pepsico 0,5 pct. i den indledende handel.
SKUFFENDE MELDINGER FRA KINA PRESSER
Der er tirsdag omfattende kursfald i vente for de kinesiske aktier, der er børsnoteret i New York, da der fra Kina er kommet nyt om den økonomiske støtte til forbrugerne.
Sidste uge holdt kineserne fri i anledning af landets nationaldag, og i den forbindelse havde regeringen klargjort en række tiltag, der skulle understøtte økonomien. Tirsdag er meldingen dog, at der ikke er nye større tiltag i vente.
Det gør ondt på de kinesiske aktier i USA, der alle som en viser store fald. Også aktier med eksponering mod Kina går tilbage efter nyheden.
Alibaba og Temu-ejeren PDD Holdings falder hver 6,0 pct., mens JD.com dykker 6,9 pct.
Særligt råvaresektoren og sektoren for luksusvarer er eksponeret mod Kina. Her gør mangel på nye tiltag ondt på mineselskabet Freeport-McMoran, der bakker 4,0 pct., og kosmetikgiganten Estee Lauder med et fald på 4,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›