Asien: Stærke data sender aktierne højere

Udgivet den 18-10-2024  |  kl. 06:40  |  

De asiatiske aktiemarkeder stiger fredag efter stærke amerikanske data torsdag og overraskende gode produktions- og detailsalgstal fra Kina.

Det overskygger dagens skuffende tredje kvartals-vækstdata fra verdens andenstørste økonomi.

Den kinesiske økonomi voksede 0,9 pct. i tredje kvartal i forhold til det foregående kvartal, hvilket var under den forventede vækst på 1,0 pct. Det foregående kvartals vækst blev samtidig nedjusteret til 0,5 pct.

- I overordnet forstand er det meget bagudskuende data. Det bekræfter dybest set, at økonomien har været aftagende, hvilket er grunden for den stimulus, der er blevet lanceret, siger strateg Alvin Tan fra RBC Capital Markets i Singapore til Reuters.

MSCI's indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan stiger 1,2 pct., mens de amerikanske indeksfutures indikerer en så godt som uændret åbning i New York senere på dagen.

I Japan får investorerne lidt hjælp fra en svækket yen. Nikkei-indekset stiger 0,1 pct., mens Topix-indekset er uændret.

De kinesiske investorer ser på dagens stærke tal for industriproduktion og detailsalg, der begge ligger et godt stykke over estimaterne.

CSI 300-indekset stiger 0,8 pct., og Shanghai Composite ligger med en stigning i på 0,7 pct., hvilket også gælder Hongkongs Hang Seng-indeks.

I Taipei har it-selskaberne kronede dage efter solide tal fra chipfremstillingsgiganten TSMC. Taiex-indekset stiger 1,9 pct.

Anderledes negativt ser det ud i Seoul, hvor Kospi-indekset falder 0,7 pct.

Singapores Strait Times-indeks er derimod på den grønne gren med et plus på 0,3 pct., mens Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et tab på 1,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,1
Topix 0,0
Hongkongs Hang Seng +0,7
China Shanghai Composite +0,7
China CSI 300 +0,8
Taiwan Taiex +1,9
Sydkoreas Kospi -0,7
Indiens BSE Sensex -0,3
Singapores STI +0,3
Sydney ASX 200 -1,1

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯