Obligationer/middag: Renter stiger efter tegn på desinflation i Tyskland

Udgivet den 21-10-2024  |  kl. 12:14  |  

Renterne stiger herhjemme mandag, hvor handlerne kun har få nøgletal at rette sig efter.

Et af dem er udviklingen i producentpriserne i Tyskland, der har vist et større fald end ventet, hvilket giver positive indikationer for udviklingen i inflationen.

Det er det altoverskyggende tema, som også bliver afgørende i ugens løb, når aktivitetstal fra hele verden dryppes ud, mens centralbankfolk holder taler.

Mandag betyder det, at renten på den ledende tiårige danske statsobligation ligger i 2,08 pct., som er 5 basispoint højere end før weekenden. Fredag dykkede renten 4 basispoint, ligesom også renterne i Europa og USA faldt.

Det altafgørende tema for obligationshandlerne er fortsat centralbankernes gøren og laden i de kommende måneder. I sidste uge sænkede Den Europæiske Centralbank (ECB) atter renten, og her virker konsensus stadig overbevist om en fortsat vej mod en fuld normalisering af renterne på lavere niveauer.

Men i USA har konsensus flere gange vaklet frem og tilbage, og der synes stadig ikke at være enighed om, hvor det ender henne for centralbanken i verdens største økonomi, Federal Reserve.

Fredag bragte schweiziske UBS eksempelvis alternativet "ingen landing" for økonomien i spil - et scenarie, der kan få afgørende betydning for Federal Reserves udvikling af pengepolitikken.

- Der kan være et tredje alternativ: En "ingen landing" med inflation tæt på Federal Reserves mål, men med vækst på eller over tidligere trendestimater. Nylige data tyder på, at den amerikanske økonomi bevæger sig mod dette "ingen landing"-scenarie, skrev investeringsbanken i en kommentar fredag.

Mandagens nøgletalskalender er tæt på tom, men morgenstunden har dog budt på opgørelsen af producentpriserne i Tyskland i september, og ud på eftermiddagen venter en statistik over de ledende indikatorer i USA i samme måned.

Derudover er der enkelte taler fra topfolk hos Federal Reserve på plakaten.

De tyske producentpriser viste på årsbasis et fald på 1,4 pct. i september mod en ventet tilbagegang på 1,1 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Også på månedsbasis var der tale om et større fald end ventet, og dermed sendes der endnu et signal om, at inflationen efterhånden er under kontrol i Europas største økonomi.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯