FLSmidth-aktien falder efter skuffende regnskab fra branchefælle

Udgivet den 21-10-2024  |  kl. 12:01  |  
Arkiv: Foto

Den svenske industrikoncern Sandvik skuffer med regnskabet for tredje kvartal, hvor både omsætningen, indtjeningen og ordreindgangen udviklede sig svagere end ventet af analytikerne.

Regnskabet har sendt aktien i Sandvik, der ligesom danske FLSmidth har aktiviteter inden for udstyr til minesektoren, ned med 2,6 pct.

Det har også en afsmitning til FLSmidths aktie, der ved middagstid ligger 1,5 pct. lavere i 357,60 kr. efter at have ligget i kurs 362 kr. før regnskabet.

Sandvik kom ud af tredje kvartal med en justeret driftsindtjening, EBITA på 5,87 mia. svenske kr. Det er et fald fra 6,13 mia. svenske kr. i samme kvartal sidste år og lavere end analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News på 6,09 mia. svenske kr.

Omsætningen i kvartalet på 30,3 mia. svenske kr. var også en skuffelse for analytikerkorpset, der havde regnet med 31,5 mia. svenske kr., og heller ikke ordreudviklingen levede op til forventningerne.

Kvartalets ordreindgang opgøres til 28,8 mia. svenske kr., mens der var ventet et niveau på 30,02 mia. svenske kr. af analytikerne.

Ses der alene på mineforretningen, faldt det justerede resultat 5 pct. til 3,27 mia. svenske kr. Her lød analytikerkonsensus på 3,36 mia. svenske kr.

Ordreindgangen i den del af forretningen voksede organisk med 2 pct. til 15,0 mia. svenske kr., men analytikerne havde ventet en større fremgang til 15,8 mia. svenske kr.

- Der var en fortsat solid efterspørgsel i mineforretningen, drevet af positivt momentum i eftermarkedsdivisionerne. Gunstige mineralpriser fortsatte med at anspore til høj mineaktivitet, og ambitionen om at maksimere produktionen med eksisterende ældre udstyr driver et øget behov for service og reservedele, skriver Sandvik om udviklingen i mineforretningen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯