Sydbank er klar til fusioner i ny strategiperiode: Men Sydbank skal være fortsættende bank
Sydbanks nye treårige strategi indeholder ikke noget om opkøb, men det betyder ikke, at bankens appetit på det har ændret sig.
Det kører bare i et spor ved siden af, men ved fusioner er betingelsen fortsat, at Sydbank er den fortsættende bank.
Og fjendtlige overtagelser kommer ikke på tale, fastslår Sydbanks topchef, Mark Luscombe, i et interview med MarketWire.
- Opkøb har vi ikke italesat i strategien. Den strategi, vi har fremlagt her til morgen, er en organisk vækststrategi. Det er i forhold til det, som vi selv kan påvirke i Sydbank. I forhold til opkøb, har vi jo været meget klare omkring, at vi er meget åbne overfor at fusionere med andre banker, men vi stiller bare som krav, at vi er den fortsættende bank, siger Mark Luscombe.
Sydbanks seneste opkøb skete så sent som 1. juli, hvor overtagelsen af Coop Bank trådte i kraft - men det har ikke stillet appetitten, hvis der skulle dukke nye muligheder op.
- Det kan godt være, at der kommer til at ske yderligere konsolidering i den danske banksektor i årene, der kommer, det gør der formentlig, og der har vi sagt, at der vil vi gerne være en konsoliderende part i det game. Det har vi en lang historik for, og gjort succesrigt senest i år med købet af Coop Bank, siger Mark Luscombe.
Men opkøb er svære at planlægge med, og Sydbank kommer ikke til at lave fjendtlige opkøb, fastslår han.
- Vi kommer ikke til at gå ud og lægge et bud på en anden bank. Det er ikke den måde, vi ønsker at konsolidere på. Vi er der på det tidspunkt, hvor der måtte være en bank, der siger, at nu føler de, at tiden er kommet til at se, om der er et bedre ejerskab for banken - og så er vi den venlige konsolidator, hvis man kan kalde det det, siger Mark Luscombe.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›