Obligationer/middag: Eurozonens inflationstal skuffer - renten ligger en smule højere
Tidlige rentestigninger er torsdag middag næsten gået i sig selv igen, selv om formiddagens inflationstal fra eurozonen indeholdt en mindre skuffelse.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger ved 12-tiden 1 basispoint højere i 2,20 pct. efter at have ligget i 2,24 pct. ved åbningen.
Formiddagens inflationstal fra eurozonen skaber ellers en smule bekymring, og viser en overordnet prisstigningstakt på 2 pct. på årsbasis i oktober mod ventet 1,9 pct. Også kerneinflationen var marginalt højere end de ventede 2,6 pct. ifølge Bloomberg News.
- Kerneinflationen var uændret på 2,7 procent, men det kommer på baggrund af en fortsat bekymrende udvikling.
- Inflationen i september gav indtrykket af, at den meget høje fart på tjenestepriserne endelig var aftaget. Oven på dagens tal må vi dog konkludere, at det ikke er tilfældet, skriver Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.
Han peger på, at priserne i servicesektoren stiger med en fart, der flugter med en årlig inflation på omkring 4 pct.
Tidligt på eftermiddagen ved 13.30-tiden er der også amerikanske inflationstal på programmet. Det drejer sig om den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsindikator, PCE kerne, som ventes at være aftaget til 2,6 pct. på årsbasis i september fra 2,7 pct. måneden før.
Og ved 14.45-tiden kommer desuden nyt om erhvervsaktiviteten i Chicago-regionen. Amerikanske nøgletal kommer i disse dage en time tidligere end normalt, da USA endnu ikke er gået over til vintertid.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›