Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning

Udgivet den 07-11-2024  |  kl. 09:53  |  

Olietransporten ud af Mellemøsten er dykket, og det lægger pres på det danske tankrederi Torm, der sejler med olieprodukter.

Nærmere bestemt er det transporten af raffineret olie, som er lavere, da raffinaderierne har udført vedligeholdelse.

- Vi har simpelthen set, at vores kunder har haft færre laster, som de har haft behov for at få sejlet. Der har været vedligehold på raffinaderierne. Så vi må jo vente og se nu, siger Jacob Meldgaard, der er administrerende direktør hos Torm, til MarketWire.

Rederiet har netop fremlagt regnskab for tredje kvartal, der afslørede vækst i omsætningen og fra driften. Samtidig blev forventningerne til hele året dog nedjusteret, da forventningerne til fragtpriserne ikke længere når det niveau, som rederiet tidligere så.

Og det skyldes altså delvist udviklingen i Mellemøsten, hvis man ser frem mod resten af året.

- Vi oplever, at det vigtigste marked globalt for transport af raffinerede olieprodukter, som er markedet ud af Mellemøsten, der er voluminerne faldet 10 pct. Der har man de største og mest effektive raffinaderier, og mere end en femtedel af vores samlede transporter globalt er med kunder i Mellemøsten, siger Jacob Meldgaard.

- Og det er klart, at når det største, enkeltstående marked har en lavere volumen, som de skal sejle med for vores kunder, så har det påvirket vores rater, siger han videre.

HAR TAGET HUL PÅ SVAGERE FJERDE KVARTAL END NORMALT

Torm sigter nu efter en samlet TCE-indtjening, der dækker over fragtindtægterne for året, på 1110-1160 mio. dollar. Tidligere var ventet 1150-1350 mio. dollar.

Det betyder også, at der er skruet ned for forventningerne til driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA), så det nu lyder på 810-860 mio. dollar. Tidligere var ventet 850-1050 mio. dollar.

Det betyder også, at Torm ser frem mod et sværere fjerde kvartal, end der oprindeligt var forudset. Det er lidt i modstrid med, hvad man normalt ser, fordi fjerde kvartal plejer at være et sæsonmæssigt stærkt kvartal, der følger efter et typisk svagt tredje kvartal.

- Vi har et sværere fjerde kvartal, end hvad man normalt ser, konstaterer Jacob Meldgaard.

KAN VENDE RETUR

Og selv om det endnu er for tidligt at spå om fremtiden, så tror topchefen på, at voluminerne kan vende tilbage.

- Det er klart, at potentialet for voluminerne ud fra de her raffinaderier ikke er faldet. Det er jo ikke sådan, at deres produktion er faldet, siger han.

- Det er de eksporterede voluminer, som vi kan se er faldet med 10 pct. fra september og herind i oktober. Og det gør jo, at markedet ikke på samme måde har behov for skibe, lyder det videre.

Om udviklingen vender i første kvartal, tør han dog ikke gætte på.

- Det er alt for tidligt, tror jeg, at sige noget. Vi kan simpelthen bare se, at den her sæsonbetonede efterspørgsel har ladet vente på sig. Så hvad der skal ske herfra, det må vi se i de kommende måder. Det bliver vi klogere på.

- Jeg tror på, at det nok skal vende tilbage, hvis logik skal herske. De her raffinaderier er store og har ingen ambitioner om at skulle fylde mindre i verden, siger han.

Aktien hos Torm stiger torsdag 1,8 pct. 174,10 kr. knap en time efter åbningen.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel