USA/lukning: Endnu en rekorddag med Nvidia og Apple i front
Det amerikanske aktiemarked steg igen torsdag og fortsatte dermed rekordridtet.
Det var de teknologitunge sektorer, der trak frem, mens der var tømmermænd i onsdagens helt store vindersektor, finans, da bankerne faldt tilbage sammen med renterne.
Investorerne glædede sig fortsat over Donald Trumps sejr i tirsdagens præsidentvalg på grund af udsigten til skattelettelser og deregulering.
Torsdag sænkede centralbanken i USA, Federal Reserve, efter afslutningen af sit todages rentemøde sin toneangivende rente med 0,25 pct.point., og markedet gik yderligere lidt op, da formand Jerome Powell efterfølgende ikke gav tegn på, at banken vil hoppe en rentesænkning over til december.
Netop Trumps sejr kan dog på sigt betyde, at Powell og hans chefkollegaer i banken holder igen med lempelserne, hvis inflationen blusser op igen på grund af øgede offentlige underskud, importtold og mindre arbejdsudbud på grund af deportation af illegale immigranter.
Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund med 0,7 pct. og satte årets 49. rekord på 5973,10 indekspoint
Nasdaq og Nasdaq 100 gjorde hovedindekset kunststykket efter med rekorder hver især efter plus til begge på 1,5 pct. Dow Jones satte sig derimod marginalt.
Fredag morgen holdes der umiddelbart fast i stigningerne, da futures for de tre ledende amerikanske indeks peger på en helt flad start.
- Den underliggende historie er, at der kommer stimuli til USA's økonomi. Og så vil der også komme fremgang i small cap. Det gør der typisk efter en republikansk valgsejr, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg i Danske Bank, til MarketWire.
- Ligeså vigtigt nu er det også, om kineserne kan få stabiliseret deres økonomi. Det vil give fremgang til cykliske aktier, hvis Kina giver den mere gas. I bund og grund er glasset halvt fyldt, fortsætter han.
IT TRAK FREM
I S&P 500 var det de tre vækstsektorer, it, kommunikationsservice og cyklisk forbrug, der steg mest med 1,4-1,9 pct., mens der i den anden ende var fald på 1,6 pct. til finans, som ellers vandt 6,2 pct. onsdag.
- Teknologi trækker det torsdag. Det kan være lidt underligt, når vi taler om, at renterne er højere nu. Men selskabsnyhederne trækker sektoren. Det er stadig kunstig intelligens, som er hovedtemaet. Det bliver ved, og derfor skal man stadig have aktier i den kategori resten af året. Sundhed har været en anden vinder, og den hænger nu, så pengene kommer måske derfra, forklarer Danske Banks investeringsekspert.
Det var blandt andet Apple, som løftede op i torsdagens marked med et plus på 2,1 pct., mens Microsoft også vandt 1,3 pct.
Chipkæmpen Nvidia registrerede desuden et plus på 2,3 pct. og sluttede dermed igen i rekord.
Der var mere fokus på halvlederbranchen torsdag med regnskaber fra både Qualcomm og Arm Holdings. Førstnævnte faldt dog beskedent 0,1 pct. trods en opmuntrende salgsprognose for første kvartal, hvilket vidner om en tiltagende efterspørgsel på chips til mobiltelefoner, som udgør Qualcomms største forretningsområde.
Britiske Arm Holdings, der er noteret i USA, og som blandt andet gør sig inden for chipdesign, vendte derimod et fald i onsdagens eftermarked til et plus på 4,1 pct. torsdag trods fastholdelsen af en lunken prognose for 2024/25, men andet kvartal var bedre end ventet med især stærke licensindtægter.
BANKER VENDTE RUNDT
Inden for teknologi var der i cyklisk forbrug også mere fremgang til Tesla, som onsdag steg med 14,8 pct. efter tirsdagens amerikanske valg.
Torsdag steg Tesla 2,9 pct., ligesom Amazon gik op med 1,4 pct. og ligeledes var med på rekordlisten.
I kommunikationsservice vandt Meta Platforms også frem med 3,4 pct., og Alphabet steg 2,4 pct.
I sundhed brød Novo-konkurrenten Eli Lilly samtidig en stime med seks handelsdage med fald, der har kostet 15 pct. på kursen, da medicinalkæmpen torsdag steg 2,7 pct.
I finans faldt JPMorgan Chase med 4,3 pct. USA's største bank vandt da også hele 11,5 pct. onsdag. På samme måde var der tilbagefald til Wells Fargo på 3,7 pct., til Bank of America på 1,4 pct. og til investeringskæmpen Berkshire Hathaway på 1,9 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›