Obligationer/tendens: Afventende handlere i sigte - Nvidia rydder alle overskrifter
Det tegner til en "vent-og-se"-holdning på de finansielle markeder onsdag, da aftenens regnskab fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia er omdrejningspunktet og ventes at kunne rykke rundt på humøret, alt efter hvordan det lander.
- Dagens altoverskyggende begivenhed bliver, når Nvidia onsdag aften aflægger regnskab. Aktien er steget kraftigt i år og har drevet meget af hypen på de finansielle markeder omkring kunstig intelligens (AI). De seneste regnskaber fra Nvidia er også blevet fulgt tæt og har på dagen sat tonen for den generelle stemning på finansmarkederne. Investorerne kigger meget efter, om Nvidia kan slå de høje forventninger og komme med opløftende meldinger om fremtiden, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Skuffer Nvidia, der er verdens mest værdifulde koncern, kan det få investorerne til at søge i mere sikker havn - altså væk fra aktier over i blandt andet obligationer, hvilket kan presse renterne ned.
Ser man mod USA og udviklingen i handlen med statspapirer, kan den danske obligationsrente få et lille tryk i opadgående retning, da kombination af tiltagende geopolitiske spændinger og svage amerikanske boligdata pressede markedsrenterne lidt tilbage. Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 2 basispoint til 4,40 pct., hvilket dog var 3 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Og niveauet er det samme i handlen onsdag morgen i Japan.
Tirsdag var den danske handel med obligationer ligeledes præget af krigsfrygten, der var med til at sende investorerne ind i de mere sikre statsobligationer med dertilhørende lavere renter.
Renten for den toneangivende danske tiårige statsobligation lukkede med et fald på 3 basispoint i 2,05 pct. efter en stigning på tilsvarende 3 basispoint mandag.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›