Trump varsler snarlig indførsel af told på varer fra EU

Udgivet den 03-02-2025  |  kl. 06:34  |  

Den amerikanske præsident, Donald Trump, planlægger "ret snart" at indføre told på varer fra EU.

Det siger han natten til mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Trump kommer ikke nærmere ind på, præcis hvornår han planlægger at indføre toldafgifterne.

Siden Donald Trump 20. januar blev taget i ed som USA's præsident, har han flere gange varslet, at varer fra EU vil blive pålagt told i USA.

Han har blandt andet sagt, at han mener, at der er en bekymrende ubalance i den handel, der foregår mellem USA og EU.

Sent lørdag aften lagde præsidenten told på varer fra Mexico, Canada og Kina.

Det gjorde han, da han underskrev et præsidentielt dekret. Med dekretet indføres 25 procent told på alle varer fra Mexico og Canada.

Eksport, der vedrører energiprodukter fra Canada - for eksempel olie - er som det eneste undtaget for de 25 procent. Her vil der i stedet gælde en told på ti procent.

Donald Trump vil mandag mødes med repræsentanter for Canada og Mexico for at drøfte de nyindførte toldafgifter. Det siger præsidenten natten til mandag ifølge AFP.

/ritzau/

Ritzau