Mandagens aktier: Trumps toldkrig fik blus på frygten for handelskrig
Uvished er gift for investorernes humør - og denne mandag var der gift nok til, at humøret for alvor var tynget, da der er frygt for en handelskrig i lys lue mellem USA og resten af verden.
De globale aktiemarkeder raslede ned mandag - og det gik i den grad også ud over det danske eliteindeks, C25, der faldt 1,7 pct. til 1743,40.
Lørdag underskrev den amerikanske præsident et dekret, som fra tirsdag lægger 25 pct. told på alle varer fra Mexico og Canada, mens varer fra Kina bliver pålagt yderligere 10 pct. i told.
Men sagen tog en mindre drejning kort før dansk lukketid, da Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, kunne fortælle, at handelstolden mod Mexico vil blive udskudt med en måned. Fredag aften lød det ellers, at det ville ske tirsdag.
Det reducerede nedturen på de amerikanske aktiemarkeder, hvor det brede S&P 500-indeks mandag klokken 17 faldt 0,6 pct. sammenlignet med et minus på 1,8 pct. umiddelbart før.
Donald Trump har dog også varslet, at der "ret snart" kommer told på varer fra EU, hvilket risikerer at ramme den eksporttunge danske økonomi hårdt.
I en tale i Washington søndag sagde han, at EU ville blive de næste i skudlinjen, men han sagde ikke hvornår.
- Det gør, at der er mange investorer, der holder sig væk. De store institutionelle investorer er ikke ude at handle på det her. De skal lige have regnet den ud. Sådan en dag som i dag falder alt over en bred kam, men der er mange selskaber, der slet ikke er påvirket af de her tariffer, siger Danske Banks chefhandler, Mads Zink, til MarketWire.
Det lader sig også aflæse i antallet af ordrer på aktiemarkedet.
- Der er markant færre, end vi ville se en normal mandag. Der er en masse snak om tariffer, og alle vil gerne vide, hvordan selskaberne bliver påvirket. Men det er mere snak, end det er handel i dag, lyder det videre fra Mads Zink.
ISS I GRØNT
Eneste aktie i eliteindekset i plus mandag var ISS, der steg 1,5 pct. til 138 kr. Det var en af de få aktier, hvor der var noget nyt at hænge aktien på, da servicekoncernen forlængede sin partnerskabsaftale med Danish Crown.
Aftalen, der løber til marts 2030, omfatter produktions- og kontorrengøringen på 11 af Danish Crowns lokationer i Danmark og har en årlig værdi på et trecifret millionbeløb, oplyste ISS.
Ellers var der rødt, så langt øjet rakte - og mest til Bavarian i C25, der gik 5,3 pct. tilbage til 187,10 kr. Og det på trods af at Bavarian ikke er blandt de mest sårbare i en potentiel handelskrig mellem EU og USA.
- Det giver ikke så meget mening. Men det giver heller ikke så meget mening, at forsikringsselskaberne og bankerne falder på det her, for de bliver heller ikke specielt påvirket. Markedet er bare negativt lige nu, og ingen gider at samle op, indtil vi får regnskaber her lige om lidt, vurderer Mads Zink.
Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank faldt mellem 0,8 og 1,9 pct., og Tryg tabte 0,6 pct.
Mens Bavarian fik selskab i bunden af eliteindekset på GN, Zealand og Rockwool, der tabte op til 4,2 pct.
Også Vestas fik mandag et tryk - her var også nyt i form af en negativ analyse fra norske Sparebank 1, der skar sin anbefaling til "sælg" fra "neutral". Kursmålet blev sat til 90 kr.
Vestas gik 1,5 pct. tilbage til 97,48 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›