Britiske supermarkeder fortsætter fald efter prispres fra konkurrent

Udgivet den 17-03-2025  |  kl. 12:21  |  

De britiske supermarkedskæder Sainsbury og Tesco bliver sendt yderligere tilbage på børsen i London efter fredagens presbold fra konkurrenten Asda.

Asda, der er den tredjestørste kæde af supermarkeder i Storbritannien, meddelte fredag eftermiddag, at man vil gå på kompromis med lønsomheden i år for til gengæld at sænke priserne for at gøre kæden mere konkurrencedygtig - også overfor lavprissupermarkeder som Lidl og Aldi.

Ifølge Bloomberg News er målsætningen at ramme et prisniveau, der er 5-10 pct. lavere end konkurrenterne.

Mandag fortsætter Tesco og Sainsbury ned med henholdsvis 2,4 pct. og 1,8 pct.

Tesco dykkede fredag eftermiddag 8,7 pct. efter udmeldingen fra Asda, mens Sainsbury kunne notere sig et fald på 7,8 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯