Året der gik på boligmarkedet: Her er højdepunkterne måned for måned
Nytåret er for mange det helt oplagte tidspunkt til at gøre status på tiden, der er gået. Det gælder ikke mindst på boligmarkedet.
For de fleste af os er investeringen i vores bolig – hvis ikke den største -, så i hvert fald blandt de største investeringer, vi foretager igennem livet. Derfor er der også interessant at følge udviklingen på netop dette område.
Boligsiden ser derfor her tilbage på året der gik, og hvilke tendenser, der særligt har gjort sig gældende i hver enkelt måned. 2019 har nemlig på mange måder været et bemærkelsesværdigt år på boligmarkedet.
Farvel til et godt år på boligmarkedet
"Helt overordnet må vi sige, at 2019 har været et fantastisk år på boligmarkedet. Der er blevet solgt rigtig mange boliger, og mange danskere har kunne åbne døren til et nyt hjem i løbet af 2019. Ikke mindst er priserne fulgt med," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør på Boligsiden og tilføjer:
"Særligt positivt er det, at tendenserne gælder hele landet. Vi har i 2019 registreret rekorder i salgspriserne for både villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder, der ikke har ligget højere i hele årtiet, end de gør nu. Og det er ikke kun et storbyfænomen. Særligt for husene gælder det, at salgspriserne er stigende i størstedelen af landet."
Derudover skal det selvfølgelig også nævnes, at 2019 ikke mindst har været en mindeværdigt år for markedet for sommerhuse.
Udskydelse af boligskattereglerne
En af de markante begivenheder på boligmarkedet fandt sted i oktober. Det skete, da regeringen besluttede at udskyde de ellers længe ventede boligskatteregler fra 2021 til 2024. Samtidig blev det besluttet, at de nye ejendomsvurderinger bliver udsendt fra andet halvår af 2020 og kan strække sig ind i 2022.
"De nye boligskatter har været længe ventet, og særligt for ejerlejlighederne synes der at have været en opbremsning i salget her op til skæringsdatoen, hvor de nye regler skulle være trådt i kraft. Nu hvor afklaringen er blevet udskudt, ser det ud til, at det har givet ejerlejlighedsmarkedet, og særligt markedet for projektlejligheder et pusterum, så der igen er kommet skub i salget," siger Birgit Daetz.
Boligsiden har udvalgt højdepunkterne for hver måned i 2019, og dem kan du se lige her:
Januar:
Efter et 2018 med øget salg og stigende huspriser tog det samlede boligudbud i januar et nøk opad i forhold til samme tidspunkt året før. Derfor havde køberne på markedet i januar 2019 tre procent flere huse at vælge imellem end på samme tidspunkt i 2018.
Der var i januar også flere ejerlejligheder at vælge imellem. Men bag denne ændring lå der en anden forklaring end for husene. Der blev nemlig solgt færre ejerlejligheder i 2018, og det skabte en udbudsreserve af ejerlejligheder.
Februar:
Salget af byggegrunde i februar måned overgik februar sidste år med 21 procent, idet der blev handlet mere end 200 af slagsen. Dermed blev det den februar måned i dette årti, hvor der er handlet flest byggegrunde.
Marts:
I marts måned var der langt færre husejere, der kæmpede med at få deres hus solgt, end der tidligere har været. Kun otte procent af de udbudte huse havde i marts en liggetid på mere end to år. Det var i marts det laveste niveau siden 2011.
April:
I april måned fandt årets dyreste hushandel sted. Det skete, da den 392 kvadratmeter store villa på Signesvej 5 i Hellerup blev solgt til en pris på intet mindre end 39.750.000 kroner.
Maj:
Maj måned må siges at have været en god salgsmåned. Således var det her, at der blev handlet både flest villaer og rækkehuse og sommerhuse. Antallet af solgte huse lå på 4.851 i maj, imens der i denne måned også blev solgt 1.105 sommerhuse.
Juni:
Det var i juni måned, at det tog kortest tid at sælge en ejerlejlighed. Her tog det i gennemsnit 94 dage at sælge en ejerlejlighed i Danmark. Det skal ses i forhold til i februar måned, hvor salgstiden for ejerlejligheder var højest. Dengang tog det i gennemsnit 106 dage at sælge en ejerlejlighed.
Juni var også den måned, hvor der i gennemsnit blev givet det laveste nedslag i pris. Konkret var der her tale om et gennemsnitligt nedslag på 776 kroner per kvadratmeter.
Apropos sommerhuse var det også i juni, at årets dyreste sommerhus blev solgt. Det skete, da sommerhuset på Hulerødvej 19 i Dronningmølle i Gribskov Kommune blev solgt for 16,5 millioner kroner.
Juli:
Sommervarmen fik også boligmarkedet til at blusse op. I hvert fald var der så meget gang i handelsaktiviteten, at det var i denne måned, at sælgerne gav de laveste nedslag i pris for både ejerlejligheder og villaer og rækkehuse. Konkret blev der i gennemsnit givet 727 kroner per kvadratmeter for ejerlejlighederne og 490 kroner per kvadratmeter for husene.
Det var også i juli måned, at det tog kortest tid at sælge et sommerhus. Helt nøjagtig tog det på denne tid af året i gennemsnit 236 dage at få en underskrift på købsaftalen. Da den var på sit højeste i 2019 tog det 298 dage.
August:
De gode tider spredte sig også til markedet for huse. I august blev den laveste salgstid for villaer og rækkehuse nemlig registreret. Her tog det i gennemsnit 149 dage at sælge et hus i Danmark.
Samtidig toppede salgsprisen for sommerhuse. I august ramte den gennemsnitlige kvadratmeterpris nemlig 16.443 kroner per kvadratmeter, som er det højeste niveau for sommerhuse i 2019.
September:
Salget af ejerlejligheder tog fart i september, hvor det højeste månedlige handelstal blev registreret. Her blev der nemlig solgt 1.733 ejerlejligheder i Danmark.
Oktober:
I oktober kom meldingen fra regeringen om, at danske boligejere må vente tre år længere end planlagt på de nye boligskatteregler, der ellers skulle være trådt i kraft i 2021. Samtidig blev de nye ejendomsvurderinger udskudt, da it-systemerne ikke var klar.
November:
Salgspriserne toppede i november for både huse og ejerlejligheder. For villaer og rækkehuse nåede prisen op på 14.549 kroner, hvilket ikke er set højere i årtiet. Det samme gælder for ejerlejlighederne, hvor kvadratmeterprisen i november nåede op på 28.501 kroner per kvadratmeter.
Samtidig slog antallet af solgte sommerhuse rekord for årtiet i november. På dette tidspunkt er der samlet solgt 9.966 sommerhuse, hvilket ikke er set højere på ét år i årtiet.
December:
Antallet af tvangsauktioner i 2019 viser sig at ligge væsentlig lavere end i 2018. Til og med november måned 2019 blev der nemlig gennemført 1.672 tvangsauktioner, hvorimod antallet i 2018 til og med november 2018 lå på 2.125 tvangsauktioner.
Tags: Bolig❯