Æresbevisning til Jørgen Lindegaard
Dansk Aktionærforening uddelte i går på SAS generalforsamling i Stockholm foreningens æresbevisning til koncerndirektør Jørgen Lindegaard for en First Class managementpræstation i forbindelse med den gennemførte første etape i selskabets turnaround.
DAF-direktør Claus Silfverberg motiverede bl.a. prisen med, at den gennemførte turnaround har været gennemført under særdeles vanskelige vilkår omfattende både betydelige omkostningsbesparelser, internordiske kulturforskelle, voksende konkurrence fra lavpris flyselskaber, omkostningsbevidste erhvervskunder og stigende oliepriser.
At dette er lykkedes, anser Dansk Aktionærforening for en ganske enestående præstation, som i højeste grad tjener Jørgen Lindeggard til ære, men man giver også stor ros til bestyrelsen, som i gennem alle 5 år har givet Jørgen Lindegaard sin opbakning.
Sidst, men ikke mindst, giver DAF en tak til SASs medarbejdere og til fagforeningerne for deres forståelse for betydningen af selskabets lønsomhed.
Alt i alt giver det håb om, at også de næste nødvendige tilpasninger kan gennemføres med succes til glæde både for aktionærer og for medarbejdere, vurderer DAF.
Æresbevisningen, som hedder Dansk Aktionærforenings Dirigentstok har kun været uddelt 2 gange tidligere - i år 2000 til Mark Wilson for en fremragende trimning og tuning af ØK, og i 2003 til ledelsen i NESA, som under enormt politisk pres tilsikrede de private aktionærer en optimal behandling.